Fortsæt til indhold

"Prins Henrik laver fremragende kunst"

AVK-ejer Niels Aage Kjær er ven med Prins Henrik og en stor beundrer af prinsen som kunstner

Samfund
Jeppe Rafn

Da Dronning Margrethe sidste år var på tur med Hjejlen, var det uden Prins Henrik ved sin side.
Prinsgemalen var i Kina for at indvie en ny AVK-fabrik og afsløre en tre meter høj skulptur, prinsen har designet til fabrikken i Kina.
"Det var en stor dag for AVK og medarbejderne. Alle var glade, og alle fik taget et billede med prinsen, som glad stillede op," fortæller AVK-ejer Niels Aage Kjær.
Niels Aage Kjær er ven med Pris Henrik, som han har lært at kende igennem Verdensnaturfonden. Prinsen er præsident for Verdensnaturfonden, og Niels Aage Kjær medlem af dets præsidium.
De har ofte rejst sammen med Verdensnaturfonden og har udover interessen for natur en fælles passion for kunst, som de diskuterer og snakker om, når de er ude at rejse.
Niels Aage Kjær beundrer prinsen som kunstner, og i de senere år har Prins Henrik hvert år designet en skulptur til forskellige AVK-lokationer.
Sidste år var det skulpturen til fabrikken i Kina, og året før var det skulpturen "Hommage a Asger Jorn" (Hyldest til Asger Jorn) til AVK's besøgscenter i Skovby:
"Den kunne være lavet af Asger Jorn selv eller Carl-Henning Pedersen. Jeg synes, prinsen laver noget fremragende kunst," siger Niels Aage Kjær.

Fornemt selskab

Prinsens skulptur på AVK er i selskab med krukker og malerier af anerkendte kunstnere som Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt.
Kunstsamlingen findes i besøgscentret med højt til loftet, hvor regentparret skal spise frokost med en række indbudte gæster, så prinsen og dronningen får udsigt til en række af værkerne, mens de spiser.
Efter frokosten bliver der en kort rundvisning i kunstsamlingen, som blander sig med store og små ventiler og AVK's øvrige industriprodukter.
"Kunsten hører med og giver en god atmosfære i huset. Det kan ikke være ingeniørtegninger det hele," mener Niels Aage Kjær.

Elefanten her i besøgscentret på AVK er designet af Prins Henrik.