At sætte sig spor

Præsteklumme Da jeg var 17, fandt jeg min far på gulvet. Han var død af et hjerteslag.
I et splitsekund var livet for altid forandret. Boligen måtte forlades. Midt i chok, sorg og savn var der rigeligt at tage stilling til. Det, der de følgende år nagede mig mest, var, at jeg som teenagere havde haft så travlt med at finde fejl og kommentere på det. Min fars betydning for mig, fik jeg aldrig afleveret og sagt tak for.
Mirakuløst åbnede livet sig atter. Vi fik uddannelse, mor levede længe. Og hendes sidste ord var.
"Hvorfor græder I? Jeg har ikke mere til gode!"
Men splitsekundet lærte mig, at livet har vi i bogstaveligste forstand kun til låns. Vi skal ikke udsætte til i morgen, det der bør gøres i dag. I min poesibog skrev min moster for et halvt århundrede siden:
"Tre ting i livet vender aldrig tilbage: Pilen, som er afskudt. Ordet, som er udtalt. Tiden, som er gået."
Hvilke spor er det, vi sætter os? Hvilken betydning har vi for efterslægten? Får vi givet det videre, som ikke kun er vigtigt, men vigtigst. Får vi vist hen til "kilden med livets vand", som giver os kraft? Kræfter og mod til at leve det liv, som blev vores? Får vi sagt tak til dem, der betyder noget for os, og som har sat sig spor i vores liv, sørget for at vi blev døbte ind i et fællesskab, hvor velsignelsen er grundvilkåret, og Jesu løfte følger os: "Se, jeg er med dig indtil verdens ende"?
Du har endnu chancen for at sætte dig væsentlige spor! Brug den. God Alle Helgen!