Fortsæt til indhold

Glasset er fyldt helt op med passion på Grevelsgaard

Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen har opbygget et moderne galleri med masser af muligheder for store oplevelser på Grevelsgaard i Fausing. Snart kan man slentre en tur gennem en ny kunstskovhave.

Samfund

Når Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen fortæller om historien, idéerne og fremtiden i Galleri Grevelsgaard er det som at overvære en nøje koreograferet dans.

De har ikke aftalt, hvad de skal sige, men hver gang den ene har afsluttet sine sætninger, er den anden klar til at begynde sine. Lidt som at vide præcis, hvor det næste trin i en velfungerende dans skal placeres, så man ikke snubler.

Måske er det en af hemmelighederne bag den udvikling, som galleriet har gennemgået, siden parret i 2012 flyttede ind i den firlængede gård i Fausing. De supplerer hinanden.

Da de ankom til den idyllisk beliggende gård på Vestervangsvej, var det ikke til et galleri. Det var blandt andet til en gammel lade i den ene længe. Gulvet blev brudt op og laden gennemrenoveret.

Nu træder man ind i et omfavnende naturligt lyst rum, hvor man samtidig bliver tæppebombet af farverne fra glaskunsten, malerierne og kunsthåndværket.

På førstesalen indrammer fritlagte bjælker og en rolig belysning den hyggelige stemning, der indbyder til ophold i sofaerne og iagttagelse af kunsten.

På førstesalen i galleriet har Brian Kaltoft Hansen og Bettina Vahle blandt andet planer om, at der i fremtiden skal holdes intimkoncerter. Foto: Simon Carlson

Det er herfra symbiosen udfoldes. Bettina Vahles passion for glaskunsten og Brian Kaltoft Hansens sans for udvikling forenet i en fin pardans, der lige så stille sætter flere og flere trin på Galleri Grevelsgaard.

Glas og alt det andet

Lige nu spiser de rundstykker med plantebaseret smør i glasværkstedet. Bæredygtighed er en vigtig del af bevidstheden på Grevelsgaard og arbejdet i værkstedet. Et værksted som i øvrigt er ved at være lidt for trangt, fordi det går godt i galleriet, så der er kommet medarbejdere i virksomheden.

Bettina er den kreative chef her, så jeg plejer at sige, at hun laver glasset, og jeg laver alt det andet.
Brian Kaltoft Hansen, Galleri Grevelsgaard

Det betyder også, at der snart skal rokeres rundt på møblerne. Så forstyrrer Brian glasarbejdet knap så meget, når han går ind og ud af værkstedet, mens han passer butikken, markedsføringen og planlægger næste etape af Grevelgaards udvikling.

»Bettina er den kreative chef her, så jeg plejer at sige, at hun laver glasset, og jeg laver alt det andet,« noterer Brian Kaltoft Hansen med et smil og et indforstået øjekast til hustruen.

Det har nemlig grebet om sig, siden parret købte en glasovn til kælderen i deres tidligere hjem i Aarhus.

Passion i glasset

Bettina Vahle har haft glaskunsten siddende under det yderste hudlag, siden hun var helt lille. Hun lyder nærmest undskyldende, når hun fortæller, at det var en uddannelse som arkitekt, hun i første omgang valgte i stedet for en karriere som glaskunstner.

Der gik da heller ikke lang tid, efter glasovnen var kommet ind i huset, før Bettina Vahle mærkede, at der var interesse for hendes evner.

Først på markeder. Siden henvendelser fra butikker, der gerne ville have hendes produkter på hylderne.

»På et tidspunkt kunne jeg se, at jeg begyndte at få fat noget. Der var folk, der gerne ville købe mit glas, og jeg kunne mærke passionen ved at arbejde med glasset og se, at der kom noget ud af det i den anden ende. Det gav mig stor glæde. Da begyndte vi at snakke, om man kunne lave en lille butik ud af det,« fortæller Bettina Vahle.

»Det var vist mest dig, der snakkede,« indskyder hendes mand.

»Men så er det jo også så dejligt, at jeg har en mand, der er hurtig til at støtte mig,« replicerer Bettina Vahle kvikt.

Det var nemlig på det tidspunkt, at idéen om at rykke ud af byen, for at skabe sig plads til glaskunsten, opstod.

Da Grevelsgaard dukkede op på radaren var den første tanke, at ejendommen var for stor. Den blev dog hurtigt afløst af tankerne om mulighederne, og drømmene blev i stedet store.

Som uddannet tømrer og siden bygningskonstruktør har Brian Kaltoft Hansen et vist flair for at omdanne bygningsmæssige udfordringer til kreative løsninger.

»Vi faldt pladask for ejendommen, fordi den er så helstøbt. Den er større, end vi oprindeligt havde forestillet os, men vi blev enige om, at vi så blev nødt til at putte noget mere ind i den. Det var oplagt for os at lave et galleri, og vi ville gerne tiltrække flere mennesker ved at have andet end glaskunst,« beretter Bettina Vahle.

Galleri Grevelsgaard udstiller nu for flere end 50 kunstnere. Størstedelen lokale. Det giver bedst mening, når der nu findes så mange dygtige kunstnere inden for en overskuelig radius.

Brian Kaltoft Hansen har gjort sin opfølgende sætning klar.

»Vi vidste jo også godt, at det der med kunst kan være en svær business, så vi besluttede samtidig, at vi skal sprede forretningen, og der kom vi på at lave ferielejligheder i den ene længe af gården,« siger Brian Kaltoft Hansen.

Den oprindelige plan var fem ferielejligheder, men et godt råd fik parret til at ændre den strategi. I gårdens ene længe er der nu én stor ferielejlighed med plads til 27 mennesker.

Tilsyneladende et særdeles godt råd for ferielejligheden er stort set udlejet hver uge i hele sæsonen og udgør et vigtigt fundament i det Grevelsgaard, der er blevet parrets levebrød.

Gården udvikler sig

Det var egentlig ikke planen, da de flyttede. Brian Kaltoft Hansen havde stadig sit job på Teknologisk Institut i Aarhus. Et arbejde som han dog også var begyndt at overveje fremtiden for.

»I midten af 2021 besluttede vi at se, om det kunne blive til mere med galleriet, så vi satte en slutdato, der hed 31. december 2022 for at se, hvor vi er. Er det her noget, vi kan leve af, eller skal vi tilbage på arbejdsmarkedet? Nu er vi blevet enige. Vi skal prøve at udvikle det her endnu mere,« fortæller Brian Kaltoft Hansen.

Siden Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen flyttede ind på Grevelsgaard og begyndte at omdanne den gamle gård til moderne galleri, har parret været begunstiget af LAG-midler (Lokale AktionsGrupper, red.).

Støtten har været afgørende for, at det er lykkedes at forfølge de idéer, der løbende er kommet til. Senest har parret også fået tildelt FLAG-midler (Lokal Aktionsgruppe i Fiskeriområderne, red), som blandt andet skal bruges til at renovere den sidste længe på gården, så der også her laves en ferielejlighed sammen med kursuslokaler.

I øvrigt lokaler som parret forestiller sig, der kan bruges af udefrakommende, der gerne vil lære fra sig.

Kunstskov vokser frem

To år efter Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen ankom til Grevelsgaard, plantede de træer i den nederste ende af ejendommen.

Her går parret lige nu hånd i hånd mellem træerne, der har vokset sig så så store, at man kan begynde at tale om en lille skov. Særligt når bladene igen finder vej ud af grenene.

Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen fortæller ivrigt, mens vi går, for sammen med bladene, er det også her, deres næste store projekt vokser frem.

Langs stierne gennem træerne ligger der store betonplader. Når sommeren kommer, skal de være fundamentet for en lang række kunstværker, som gør skoven til en kunstskov. Eller en kunstskovhave er parret vist nået frem til at kalde den.

Når bladene vokser frem bliver det en intim oplevelse at gå gennem kunstskovhaven bag ved Grevelsgaard, som Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen har anlagt imellem de træer, de plantede for otte år siden.

Her skal Galleri Grevelsgaards gæster inviteres ind. Indgangen til kunstskovhaven bliver den store gård, hvor der bliver indrettet et café-miljø, der indbyder til ophold både før og efter turen igennem skoven i baghaven.

Når græsset grønnes og bladene vokser frem kan man se frem til en hyggelig tur i den nye kunstskovhave. Privatfoto

»Det blivet sted, hvor det ikke koster ret meget at komme ind, og så kan man købe en kop kaffe og stykke kage og gå rundt og se skulpturerne og sætte sig med sin kaffe. Vi vil gerne tilbyde nogle af de lidt mere nære oplevelser,« fortæller Brian Kaltoft Hansen.

»Vi vil gerne have et levende sted, hvor folk har lyst til at komme og få sig en god oplevelse. Det er glæden og passionen for kunsten, som vi gerne vil brede ud til andre mennesker. Det giver også os en glæde, og det synes jeg faktisk der også er ret vigtigt at fokusere på,« uddyber Bettina Vahle.

Indgangen til kunskovhaven kommer til at gå igennem den store gård, hvor der indrettes et cafémiljø, der skal give hygge og liv i den gamle gård. Foto: Simon Carlson

Idéerne har svært ved at komme til for hinanden på Grevelsgaard, som Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen gennem de seneste 10 år har fyldt deres drømme ind i.

Lige nu arbejder de på galleriets førstesal skal bruges til intimkoncerter. Planen er også, at flere virksomheder skal kende til gårdens eksistens, så lokalerne kan bruges til møder og teambuilding.

Som Brian Kaltoft Hansen bemærker, så er det nok også ved at være på tide at stoppe med at bygge og koncentrere sig om den forretning, de også har stablet på benene.

Men måske er det lettere sagt end gjort.

»Vi er nok også en lille smule entreprenante, siden vi bliver ved med at finde på ting at lave her på stedet. Men når man lægger så meget energi i et sted, så kommer der også en stor passion for det,« konstaterer Bettina Vahle.