Verdens bedste - og dyreste - kaffe
Kaffebaren på Rådhustorvet i Vejle er klar med den mest eftertragtede kaffe i verden
Bare navnet kan få en kaffeelskers mund til at løbe i vand: Jamaica Blue Mountain.
"Det er verdens mest eftertragtede og dyre kaffe," siger Henning Klausen, der står bag Kaffebaren på Rådhustorvet i Vejle.
Han har netop investeret i en sending af den usædvanlige kaffe, der dyrkes på The Blue Mountains i Jamaica.
"Vi har i forvejen mange forskellige slags specialkaffe. Men denne her forventer jeg mig meget af," siger kaffemanden, der købte sendningen uden selv at have smagt den myteomspundne kaffe.
"Jeg havde ikke haft chancen for at smage den. Muligheden har simpelthen ikke været der. Man kan jo ikke få den ret mange steder. Og så vidt jeg ved, er vi de eneste i Vejle, der tilbyder den," siger Henning Klausen.
Populær kaffebar
Kaffebaren åbnede i marts. Og hurtigt har Henning Klausen fået en kreds af stamkunder, hvoraf flere endda står ved døren allerede inden åbningstid klokken 7:30 og venter på en kop specialkaffe eller -the.
"Det er virkelig gået godt. Og nu udvider vi sortimentet af både kaffe og the - blandt andet også med Oolong-the. Og vi har investeret i en mobil kaffebar. Så kan vi rykke ud til selskaber og firmaer med vores specialprodukter. Det bliver spændende," siger Henning Klausen og snuser til de kostbare jamaicanske kaffebønner.