Skanderborg ser igennem fingre med julemanden
Mens Odder Kommune vil fjerne en omdiskuteret reklame for julemarkedet i Torrild, har Skanderborg Kommune vigtigere ting at tage sig til
Odder Kommune er kommet i stormvejr efter at den har givet en privat grundejer i landsbyen Torrild påbud om at fjerne en tre meter høj julemand, fordi den rager for meget op i det åbne landskab og skæmmer naturen. Få kilometer derfra ved landsbyen Gjesing står et tilsvarende skilt fra selvsamme julemarked, og her er historien en helt anden. Her er det nemlig Skanderborg Kommune, der råder.
"Reglerne er selvfølgelig de samme fra kommune til kommune, men i den her sag er det nok et spørgsmål om, hvad man bruger sine ressourcer på, og det her er altså ikke en opgave, som vi prioriterer højt," siger Torben Nielsen fra Skanderborg Kommune.
Ifølge ham har Skanderborg Kommune ingen planer om at lege julelyseslukker, selvom dem med naturbeskyttelsesloven i hånden, ville kunne udstede det samme påbud til grundejeren i Gjesing, som Odder Kommune har udstedt til grundejeren på den anden side af kommunegrænsen.
.
Han forsvinder vel igen
"Hvis det var en permanent statue, der var blevet stillet op, ville vi nok se på sagen med andre øjne. Men her er der jo tale om en julemand, som i sagens natur er midlertidig. Mon ikke han bliver pillet ned igen i slutningen af december," siger Torben Nielsen.
I Skanderborg Kommunes vej og trafikafdeling er man heller ikke bekymret for den meterhøje julemand, selvom den står lige ud til en stor rundkørsel.
"Mig bekendt er der ikke sket nogen trafikuheld på grund af julemanden, som i øvrigt står på privat grund, og så går vi heller ikke herfra ind og blander os i den sag," lyder det fra Ole Rasmussen i Vej og Trafik.
Så længe Skanderborg Kommune ikke har modtaget nogen klager over julemandsskiltet, som i øvrigt har stået der i årevis, bliver det altså stående, mens skiltet på den anden side af kommunegrænsen efter alt at dømme bliver pillet ned.