Fortsæt til indhold

Rasses Skovpølser går ind i en ny æra

Lokalt brødrepar vil peppe pølsebaren i Dyrehaven op med kvalitetsmad i amerikansk diner-stil og byder på champagne nytårsaftensdag

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Siden Skanderborg Festivalen annoncerede, at den havde købt byens berømte pølsebar i Dyrehaven og nu jagtede nye forpagtere, har søskendeparret Jesper og Christian Græm fra Tebstrup arbejdet målrettet på at vinde opgaven. "Vi har ligget vandret de seneste tre måneder for at udvikle vores plan for fremtidens Rasses Skovpølser. Der har været hård konkurrence om at få lov at forpagte stedet, så vi er glade for, at det lykkedes os at fedte os ind på festivalen," siger Jesper Græm. Han er uddannet kok og har blandt andet arbejdet i Vestas' prisbelønnede kantine i Aarhus, inden han besluttede sig for at stable sin egen forretning i Skanderborg-området på benene. Han forpagtede blandt andet kiosken på Ejer Baunehøj en kort overgang, før han måtte erkende, at det var for svært at få økonomien til at hænge sammen. Nu er Jesper Græm klar til at kaste sig over en ny udfordring, sammen med sin bror. Han er uddannet anlægsgartner, men har gået til hånde i Jesper Græms catering-virksomhed i flere år.

Brunch og brasseri

"Vi kan se så mange muligheder i Rasses Skovpølser, og vi vil især gøre meget ud af at få fat i et lidt yngre publikum i fremtiden. Der skal være brunch-søndage, Brasseri-aftener og kaffe-kage-borde," fortæller Jesper Græm. Han understreger dog, at Rasses Skovpølser fortsat skal være stedet, hvor man kan komme ind og få en ristet med brød, en gang tarteletter og en cheeseburger. "Der er alle de klassiske retter, som man finder i en grillbar på menuen, men de bliver lavet på vores måde. Det betyder på en lidt sundere måde end i en traditionel grillbar, uden at vi er fanatiske med det. Pomfritterne kommer stadig i frituregryden. Det dur ikke at lave dem i ovnen, men det er slut med at putte grillkyllingen i frituren,” lyder det fra Jesper Græm. I fremtiden er der kun kylling på menuen om fredagen, hvor de tilgæld kommer friskstegte direkte fra ovnen. "Jeg har brugt to hele dage på at udvikle vores cheeseburger, og når vi laver milkshakes, bliver de lavet fra bunden med vanilie-is og jordbær," siger Jesper Græm. Det lyder dyrt. Kommer priserne til at stige? "Nej, vi beholder det samme prisleje som nu og vil holde udgifterne nede ved selv at lave tingene fra bunden. Det kan man spare mange penge på," lyder det fra Jesper Græm. Brødrene slår officielt dørene op til den nye udgave af Rasses Skovpølser på burgermadens store dag, nytårsdag, klokken 11.

Nytår i Rasses Skovpølser

Nytårsaftensdag kan man hilse på brødrene og deres forgænger Birthe Hentze, som takker efter mange år bag disken i det runde pølsehus i Dyrehaven. Der bliver serveret champagne, og for første gang i pølsebarens historie kan man købe en tre-retters nytårs-take-way menu med sig hjem. Når brødrene overtager den gamle pølsebar, som blev danmarksberømt i 1960'erne, da hedengangne "Pølseras" fik lov til at etablere den midt i Skanderborgs fredede Dyrehave, vil de være varsomme med ikke at ødelægge stedets gamle charme. "Vi lysner op inde i restauranten og putter hvide duge på bordene, men beholder blandt andet de fede gamle kobberlamper," siger Jesper Græm. Han lover desuden at brorens fortid som anlægsgartner komme rtil at smitte af på pølsehusets omgivelser, så snart frosten er gået af jorden. "Vi klipper det gamle buskads ned, så pølsehuset kan ses bedre fra vejen og lægger helt ny belægning. Det gamle legetårn bliver også revet ned og erstattet af nyt," lyder det fra den nye forpagter, som vil arbejde tæt sammen med Skanderborg-Festivalen i fremtiden.