Udvalg deler millioner ud
kommunen er forpligtet til at støtte frivillige sociale foreninger, og i år af 66 fået støtte.
På det seneste møde i Socialudvalget fik 66 foreninger i alt tildelt knap 2,2 millioner kroner. Pengene kommer fra de såkaldte paragraf 18-midler, der hvert år uddeles til frivillige sociale foreninger, der laver aktiviteter for udsatte borgere, der ”grundet manglende menneskelige eller økonomiske ressourcer har svært ved at opretholde en god livskvalitet”.
Den største modtager i år er Broen Randers, der har fået 170.000 kroner. Foreningen yder støtte til udsatte familier ved blandt andet at betale foreningskontingenter og støtte til sportsudstyr som ridehjelme og fodboldsko.
Den næststørste modtager er Lille Skole for Voksne i Randers, der har forskellige kurser særligt tilrettelagt psykisk sårbare - blandt andet engelsk, yoga og filmanalyse. De har fået 155.000 kroner.
På en tredjeplads kommer Idræt for Sindet Randers, der har fået 140.000 kroner. Foreningens medlemmer er psykisk sårbare borgere, der ikke har mulighed for at komme i ordinære idrætsforeninger, og som derfor dyrker for eksempel svømning, badminton og floorball hos foreningen.
Det mindste beløb, der er blevet udbetalt er 4.000 kroner. De penge er gået til Parkingsonforeningen Klub Randers, der gerne vil invitere sine medlemmer til et foredrag om samspillet mellem hjerne og musik.
Ti foreninger har fået 5.000 kroner. Det er blandt andet Café Piskesmæld, Gaia Museums Venner, Randers Skyttekreds’ handicapafdeling, Røde Kors Langå, Rådgivning for Udlændinge i Randers og Støttekredsen for Kunstskolen Bifrost.