Så mangler der kun storke i Enslev
Enslev Storkelaug har gjort reden klar til årets indflytning.
Der er en bolig til leje i Enslev ved Grenaa. Højt beliggende og for nyligt gennemisoleret og renoveret fra kant til bund.
Det er Enslev Storkelaug, der med velvillig hjælp fra Stefan fra Gerts Vinduespolering i Grenaa, har været højt til vejrs og sat byens storkerede i ordentlig stand til forhåbentlig at danne rammen om et godt storkefamilieliv med hvad deraf følger.
I 2020 kom der efter 60 års pause atter et storkepar og indkvarterede sig i reden. Og de fik også unger - og blev et stort tilløbsstykke i form af gæster fra nær og fjern.
Kort lykke
Men lykken varede ikke længe. Dårligt vejr kostede ungerne livet - sandsynligvis fordi reden var i dårlig stand. Man besluttede derfor at give storkeden en overhaling, så den blev mere tæt og isoleret. Det skulle øge chancen for, at eventuelle unger ville overleve.
Og sidste år kom der da også storkebesøg til Enslev - dog kun en enkelt stork og for en kort bemærkning. Den var først væk på kortere og længere ture, men til sidst uden at vende tilbage. Måske for at finde en mage et andet sted.
Men nu håber de gode folk i storkelauget, at 2023 også bliver et år med storkepar og unger i reden. Forarbejdet er i hvert fald gjort.
De første storke har her i det kolde forår slået sig ned andre steder i Danmark, men i Enslev plejer det at være nogle uger inde i april før det sker. Hvis det sker.