Nyt mindesmærke for legendarisk landmandspar
Lokal kunstner bag historiefortællende skulptur.
Et nyt mindeanlæg for landsmandspioner-parret Kirstine og Anders Nielsen er på vej på Vestermølle. Det oplyser Kultur- og Oplevelsescentret ved Skanderborg i en pressemeddelelse.
Mindeanlægget, som placeres i haven mellem den bevaringsværdige hovedbygning og Oddervej, kombineres med et kunstværk i granit og bronze.
Vestermølle Møllelaug har givet opgaven til den lokale skulptør, Thomas Andersson, som er uddannet på Det jyske Kunstakademi og har en lang række udstillinger på CV’et. Thomas Andersson bor på en lille landejendom ved Skanderborg og driver Skulpturskolen og har eget bronzestøberi.
Et pioner-par
Midt i en halvcirkel rejses to marksten med portrætter af andelsbevægelsens store skikkelse Anders Nielsen (1859-1928) og hans hustru Kirstine (1859-1941). En sten mellem de to får inskriptionen ”Vær dig selv, men vær ikke dig selv nok”.
I centrum af mindeanlægspladsen rejses Thomas Anderssons værk: Seks granitblokke stablet over hinanden. På de nederste hugges på hver side titlerne på fem værker, som støbes i bronze og fæstes til de overliggende blokke.
Gennem nedslag i danmarkshistorien fra stavnsbåndets ophævelse i 1788 til vore dage er det ideen at vise den kulturelle, politiske og erhvervsmæssige udvikling, der er grundlag for velfærdssamfundet og det, som Anders og Kirstine Nielsen stod for.
Oplevelsesmuseum
Etableringen af mindeanlægget skal også ses som led i Møllelaugets planer om at etablere et oplevelsesmuseum i den 400 kvadratmeter store hovedbygning netop med udstillinger om ’Det moderne Danmarks fødsel – folkeligt - politisk - økonomisk’.
Her bliver der i øvrigt også bliver plads til et Galleri Julius med tegninger af Jens Julius Hansen, Bryrup, tegner ved 15 lokalaviser over hele landet.
Samtidig sætter Møllelauget gang i et fundraising-arbejde for at skaffe yderligere kapital til istandsættelsen af hovedbygningen til supplering af en opsparing på tre millioner kroner.
Det er forventningen, at brugsretten til hovedbygningen overdrages, når Skanderborg Byråd har behandlet sagen i løbet af den kommende tid.