Fortsæt til indhold

De grønne fingres paradis

I påsken åbnede Reenberg Blomster Marked på Sommervej i Hasle, så alle med ivrige grønne fingre kan nu komme i gang med havearbejdet

Samfund
Christina S. Johansen

På to store skilte ud mod Viborgvej står der: "Reenberg Blomster Marked - måske Europas største".
"Så har vi ikke taget munden for fuld," fortæller Brian Reenberg om sit 5000 kvadratmeter store blomstermarked rundt om og bag Pulterkammeret på Sommervej i Hasle.
Måske har forbikørende på et eller andet tidspunkt i løbet af forårs-sæsonen de sidste fem år bemærket den lange hale af parkerede biler hen langs Sommervej. Det har såmænd bare været haveglade mennesker fra Aarhus og omegn, som har besøgt Reenberg Blomster Marked.
"På en åbningsdag har vi gerne haft omkring 1200 mennesker igennem," siger Brian Reenberg, som desuden kan fortælle, at markedet i år er endnu større, end det plejer.
"Vi har blandt andet inddraget tidligere lagerplads, så nu kan vi ikke blive større - ikke fysisk i hvert fald," smiler han.

Stor succes

Som nævnt startede det hele for fem år siden. Eller det vil sige, faktisk startede det endnu tidligere. Brian Reenberg havde et frugtengros-firma i Tilst i 20 år og en blomsterbutik ved siden af. Det resulterede i, at når folk købte frugt, så skulle de også lige have lidt blomster med.
"Og så endte det ofte med, at der blev problemer - så var det eksempelvis ikke den rigtige farve på blomsterne og så videre," siger Brian Reenberg.
Derfor besluttede han at lave et blomstermarked første søndag i maj. Med pølsevogn, fadølsanlæg og det hele.
"Det blev så stor en succes, at politiet kom, fordi vi dannede trafikprop," lyder det fra Brian Reenberg.
Siden blev det til blomstermarked hver søndag i maj, og endelig for fem år siden besluttede Brian at åbne det nuværende blomstermarked, hvor åbningstiden i år går fra 5. April til 30. juni, klokken 9-18 hver eneste dag.

Rejser verden rundt

I Den resterende del af året passer Brian sin blomsterbutik i den gamle Langenæsbager og rejser rundt i verden for at forberede næste års blomstermarked.
Under planlægningen af dette års marked gik turen både til Thailand, Vietnam, Kina, Sicilien, Tyskland og Holland.
"For at være helt sikker på, at de varer, du får, er i orden, er det ofte nødvendigt at se folk i øjnene. For eksempel i Italien skal der skabes et tillidsforhold," fortæller Brian Reenberg.
Han køber mange af sine varer på auktion både i udlandet og Danmark, og det gør noget ved prisen.
"Vi bestræber os på at få alle fordyrende mellemled væk, og derfor reklamerer vi eksempelvis heller ikke og gør måske ikke så meget ud af indretningen," lyder det fra Brian Reenberg, som ved redaktionens deadline havde særdeles travlt med at få de sidste planter sat på plads til det store rykind i påsken.