Mudder og skidt på skolen - nej tak
Alle skal tage skoene af, når de går ind på privatskole i Hillerød
Penge sparet på rengøring, renere forhold på skolen, mindre sygdom og mere tryghed.
Det er blot nogle af de fordele, som Furesø Privatskole, der holder til i det tidligere pædagogseminarium på Frederiksværksgade i Hillerød, har oplevet ved at indføre skofri zone på skolen.
Når eleverne ankommer om morgenen eller kommer tilbage indenfor efter at have leget på legepladsen i frikvarteret, skal de smide deres beskidte sko i et lille skab, og i stedet trække i et par hjemmesko.
"Når børnene kom ind fra frikvarteret, var der mudder over det hele. Vi kunne ikke holde det ud. Nu har vi sparet 100.000 kroner på rengøringen og fået en renere skole," siger skoleleder Sami Kücükakin.
Det nye tiltag har gjort arbejdet nemmere for rengøringspersonalet, og børnene mere trygge, mener han:
"Især de små børn, som stadig kravler. Samtidig føler børnene sig mere frie, når de ikke har sko på. De kan bevæge sig og kravle rundt - uden der er sne, salt og mudder på gulvet."
“Irriterende”
Det er dog ikke alle eleverne, som kan se fordele i at skulle skifte sko. For eksempel mener 9. klasseeleven Hevin, som Hillerød Posten taler med, er det er "irriterende":
"Jeg vil hellere gå i mine egne sko. Jeg synes, det var bedst, hvis det kun gjaldt de små klasser," siger hun.
Skolelederen kender godt til kritikken hos de ældre elever:
"De skal jo have skoene af og på, og det er da besværligt. Men vores elever kommer fra en tyrkisk eller kurdisk baggrund, hvor de er vant til, at man ikke går rundt med sko på derhjemme. Så det burde ikke være noget problem for dem. Men specielt de store piger vil gerne se seje ud i deres egne sko. Så vi har stadig en lille kamp med de elever, der nægter at gå i indesko - men det er en kamp vi må tage for renhedens skyld."
Idé fra udlandet
Ideen til en skofri skole opstod, da souschef Hasan Mor hørte om ideen fra Sverige og Tyskland, hvor de har meget held med det.
“Her er fagligheden også blevet forbedret - også fordi fraværet blandt eleverne faldt. Så vi håber også, det kommer til udtryk fagligt.”