Fortsæt til indhold

Furesøbad er klar til sommer

Ved Furesøbad er man ved at forberede badesæsonen 2012

Samfund
Af Stig Tolderlund

"Badevand 10 grader" står der som en oplysning på en tavle.
Vi er ved Furesøbad, og det nævnte tal vil forhåbentlig snart stige til noget højere. På badestedet er man i gang med at forberede sæsonen. I græsset ligger nogle elementer af badebroen. De første er allerede lagt ud.
Det bliver inspektør Michael Bay Olsen og hans fastansatte medarbejder, der kommer til at lægge dem ud. Det kommer til at ske med en rendegraver.
"Med rendegraveren løfter vi dem ud en af gangen. I det lille bassin samler vi dem. Jeg sidder i rendegraveren, og min medarbejder går rundt i vandet i vaders" fortæller Michael Bay Olsen.
Kiosken er allerede nu åbent, når vejret er til det. Den har Michael Bay Olsen forpagtet. Og snart kommer der livreddere.
Fra den 1. juni til 24. juni er det Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, og fra 26. juni til 31. August Trygfondens livreddere.
Men helt stille har der ikke været ved badestedet vinteren over.
"Vi har vinterbadere. De ser ud, som om de nyder det," siger inspektøren, der har været ved Furesøbad i 20 år.

Bedre end 2011

Inspektøren håber på en bedre sæson end sidste år.
"2011 var en af de dårligere sæsoner. Den begyndte godt, men efter Sankt Hans var der ikke meget sommer. Det er sjovere at være her, når der sker noget."
"Vi kan aflæse sæsonen i salget i kiosken. Det er en god indikator for, om det har været en god sommer."
Han vurderer, at badevandet vil nå en rimelig temperatur efter en uge med sommervejr.
"Hvis der er pålandsvind, får vi det varme vand herned. Men modsat, hvis vinden vender. Så får de det varme vand i Frederiksdal," siger han.
I visse somre har der af og til været alger. Men det er ikke noget problem nu, hvor man er begyndt at ilte søen.
Badestedet har gæster fra nærområdet, men også fra andre kommuner.
"Der er mange fra Ballerup, der kører herud. Og fra Birkerød, Gladsaxe og andre steder. Der er mange institutioner og skoler, der bruger os. Vi har jo livreddere."
De fire søsportsklubber på stedet skaber også liv. Der er en kano- og kajakklub, en roklub, en sejlklub og en surfklub.
"I alt har vi cirka 1000 medlemmer herude" siger Michael Bay Olsen.
Og nu er det bare at vente på at sommeren kommer.
"Vi kan jo desværre ikke garantere vejret. Det kunne vi ellers tjene en del penge på" siger inspektøren.

"Vi håber på end bedre sommer end sidste år" siger inspektør Michael Bay Olsen.
Kano- og kajakklubbens både ligger klar. Der er fire søsportsklubber ved Furesøbad.