Fortsæt til indhold

"Kan du huske dengang i 62 på Ryomgård Realskole"

I 1962 sagde 9.A farvel til hinanden efter endt skolegang. I lørdags mødtes hovedparten af klassen igen for at markere 50 års jubilæet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Fremmødet var meget flot, da Ryomgård Realskoles 9. A, der havde sidste skoledag i sommeren 1962, mødtes igen i lørdags50 år efter, da den gamle skole holdt sin årlige translokation.

Hele 24 ud af en samlet flok på 33 havde sat hinanden stævne.

Først på Ryomgård Hotel, hvor der var indbudt til brunch og snak over bordene, og senere slog den gamle 9.A følge med de unge, som senere på dagen var samlet ved en milepæl i deres endnu unge liv sammen med lærere, forældre og andre med tilknytning til skolen.

Alle var inviteret

Jørgen Holm-Pedersen, Ryomgård, formand for Ryomgaard Realskoles Jubilæumsfond af 1983, havde taget initiativ til at samle de gamle klassekammerater sammen med Karin Amstrup, der bor i Skanderborg.

"Vi har haft kontakt til hele klassen," kunne Jørgen Holm-Pedersen fortælle.

"Ud af de 33 klassekammerater, der gik ud i 1962, er tre desværre døde, medens der seks som var forhindret i at komme."

Sidste gang klassen var samlet, var for 25 år siden.

"Vi er meget tilfredse med, at hele 24 havde lyst til at markere jubilæet, og jeg skal ærlig indrømme, at der var flere, som jeg var nødt til at bede om at præsentere sig, fordi jeg simpelthen ikke kunne kende dem," lød det med et smil fra Jørgen Holm-Pedersen.

Klassens gamle lærer Karsten Godtfredsen deltog også i festligheden.

Hjemme fra USA

Mange af klassekammeraterne fra dengang er natrligvis over alle bjerge. Randi Thygesen var den, der måtte ud på den længste rejse. Hun har boet i USA i mange år, men havde taget turen hjem til sin gamle hjemstavn for at gense de gamle kammerater og den gamle skole.

Lone Rasmussen var kørt til Ryomgård fra bopælen i Sønderjylland. Hun boede i de unge år i Kolind, hvor hendes far var dyrlæge.

Knud Pedersen havde et særligt tilhørsforhold til Ryomgård Realskole. Hans far var nemlig skolens pedel i en række år.

Johan Aksel Breinegaard kom kørende til Ryomgård fra Nordjylland, hvor han i næsten 20 år har været sognepræst i Hem.

Hanne Kristiansen bor fortsat i Ryomgård, og til august kan hun fejre et nyt, markankant jubilæum. Der har hun været ansat i 50 år ved kommunen. Først ved Marie Magdalene-Koed kommune, siden Midtdjurs Kommune og slutteligt Syddjurs Kommune.

Sådan havde hver deltager ved jubilæet sin historie at fortælle.

Her er der bare nævnt et par stykker. Om 25 år er det tid til at mødes igen.