Frivillighedens frustrationer
Djursland for Fuld Damp er igen truet. Kommunen truer med, ikke at kunne finde pengene til at holde hånden under en fantastisk attraktion, som ikke alene er en vigtig brik i det puslespil at attraktioner på Djursland, som gør området så fordelagtigt for turister, men også er afgørende grundpille for liv og aktiviteter i Allingåbro.
I dialogen med kommunen er frivillighed blevet en vigtig valuta. Kan DFFD som forening og vi som borgere i Allingåbro yde frivillighed for en del af de 750.000 kroner, som skal til for at holde butikken kørende, så giver kommunen resten.
Jeg har siddet i bestyrelsen i Allingåbro Borgerforening siden 2015. Det har været en tid fyldt med trusler mod vores skole i form af besparelser og trusler om lukning og halvering i græsslåning på kommunale arealer. Fodboldbaner der ikke kan spilles på. Ingen blomster i blomsterkummerne eller tømning af skraldespande, medmindre vi selv gør det. Og det gør vi, jeg vil ikke skrive gerne, men vi gør det. Ved hjælp af frivillige kræfter og med økonomien på plads, fordi vi har en gruppe frivillige i Byens Butik, som sikrer at vi har penge at gøre det for. Vi gør det, fordi vi gerne vil have en pæn og præsentabel by, som vi kan byde nytilkomne velkommen til med stolthed. Og det er da heller ikke uden stolthed i stemmen, at vi i Allingåbro længe har brystet os af, at hvis kommunen ikke vil/kan, så gør vi det bare selv. Men det kan vi ikke blive ved med. Vi trækker på svindende ressourcer.
Spørgsmålet er, hvor hårdt kan man spænde buen? Hvor skal vi finde de frivillige som skal drifte DFFD? Er det overhovedet rimeligt? Stiller kommunen samme forventning i Kattegatcentret eller Mosebruget i Stenvad?
Jeg bruger en del af min fritid frivilligt. Udover min tjans i Borgerforeningen, træner jeg fodboldpiger, er med i klubsamarbejdet i NV Djurs og sidder i juniorudvalget i Norddjurs Golfklub. Jeg er ikke enestående. Rigtig mange jeg kender her i området, har mange kasketter, når det kommer til frivillighed. Fælles for os, er at det kommer fra hjertet, og ikke fra kommunen, hvor vi lægger vores kræfter.
Allingåbro har en stor plads i mit hjerte. Jeg lægger gerne tid og kræfter i vores by, men alt har en grænse. Det er enormt hårdt hele tiden at skulle være på vagt, hele tiden kæmpe for at bevare. Det ligger en stor mængde tanker og bekymringer oveni et i forvejen presset frivilligt program. Og det efterlader, ikke sjældent, spørgsmålet, om det er det værd at blive ved?
Det så ellers en overgang lyst ud, da kommunen gik ind i projekt Liv til Åen og håbet om et område med liv og glæde i den vestlige ende af byen tændtes. Men hvis ikke det lykkes at finde pengene til DFFD, så fjerner man den største støttepille til projektet og hvad er der så tilbage?
Jeg har fuld forståelse for, at man som bestyrelse i DFFD, har brug for at afsøge alle muligheder, herunder brug af flere frivillige, for at DFFD kan bestå. Det er ikke en anke mod det, mere det urimelige i at det ikke er ens for alle.
Jeg er ikke tilhænger af, at vi i Norddjurs Kommune skal spille byer og lokalsamfund ud mod hinanden. Vores byer er forskellige og har brug for forskellige ting. Jeg har stor respekt for alle de gode ting, der er gang i rundt om i vores kommune. Jeg kan godt acceptere at der bliver givet og taget lidt her og der, hvor der er brug for det, så længe der er rimelighed i det. Men at sætte bestyrelsen af DFFD og Allingåbro i denne situation, som enten betyder lukning af DFFD eller et enormt træk på i forvejen pressede frivillige ressourcer, det er ganske enkelt urimeligt, specielt når man ser, hvad der ydes af tilskud andre steder i kommunen.