Fortsæt til indhold

Skanderborg blæste sig til tops

Musik er den røde tråd i livet fra vugge til grav. Den fortælling købte både dommere og publikum ind på, da Skanderborg Brass band deltog i stor konkurrence.

Samfund

I sidste weekend deltog Skanderborg Brass Band i en underholdningskonkurrence afholdt i Jysk Musik og Teater, Silkeborg. Denne konkurrence kan man ikke tilmelde sig, man bliver inviteret til den, hvis Stævneledelsen bag finder, at bandet opfylder kravene om sværhedsgrad og underholdning

Og Skanderborg Brass Band ikke bare deltog, men blev også vinder af performance-prisen.

Det skriver bandet i en pressemeddelelse.

»Det er en flot præstation, når man er oppe mod så stærkt et felt, som det der stillede op i år,« skriver de selv.

Det var med dirigent Boris Kertzman, at bandet stillede op, og det blev til en stærk præstation.

Skanderborg Brass Band havde valgt at bygge koncerten op omkring, hvordan musik er den røde tråd i livet fra vugge til grav. Og både dommere og publikum kvitterede for dette med masser applaus – og en fin førsteplads.

Nu gælder det så orkesterets 40 års jubilæumskoncert i april, hvor alle inviteres til koncert og være med til at fejre denne milepæl.

Bandet nyder at spille til koncerter og formidle for publikum, hvad de mange timer i øvelokalet bliver brugt på. Det har fra starten været en grundlæggende tanke, at det skulle både være sjovt men også med en vis seriøsitet at være medlem af bandet. Det betyder så også masser af forberedelse både samlet og alene – og de holder af det.

Der er en vis aldersspredning, og det er med til på samme tid at skabe både fornyelse og tradition.

Et brass band består udelukkende af messing instrumenter og så en slagtøjsgruppe. Orkestret spiller løbende til adskillige arrangementer året rundt – lige fra marchture, torve- og kirkekoncerter til nytårskoncerter med gak og gøgl, ligesom man gerne deltager i DM og andre stævner rundt om i landet.