Fortsæt til indhold

Vi skal samarbejde – ikke modarbejde hinanden

Samfund
Bjarke Christensen, Allingåbro

Som frivillig ildsjæl lægger jeg sammen med mange andre utrolig mange frivillige timer i arrangementer og tiltag i Allingåbro.

I Norddjurs Vest er det velkendt, at i uge 25 er der altid Heksefest i Allingåbro.

En hel uge fyldt med sjove arrangementer og god stemning. En uge hvor der arbejdes på højtryk af en hel masse frivillige.

Derfor gør det mig trist at se, at en naboby, Auning, vælger netop lørdag i uge 25 til at holde en gratis koncert.

Vi har naturligvis ikke patent på at lave arrangementer i uge 25, men at lave en direkte konkurrent er mangel på respekt for Heksefesten og de mange frivillige timer, der bliver lagt i arrangementet.

Vi har før prøvet, at en naboby lagde en opvisningskamp med Randers FC i uge 25, hvor vi havde arrangeret stand up. Det var en dyr oplevelse for os, både i penge, men også i frivillige kræfter.

Hvis vi skal holde fast i et levende Norddjurs vest fyldt med aktiviteter, skal vi ikke modarbejde hinandens arrangementer. Vi skal samarbejde!

Derfor har jeg selvfølgelig også rakt ud til arrangøren i nabobyen for netop at appellere til samarbejde.

Min tristhed, oplevelse af disrespekt og modarbejde blev dog ikke mindre, desværre. Mit budskab blev mødt med en nærmest rystende arrogance og egoisme.

Derfor har jeg valgt at skrive dette i lokalpressen for at appellere til de mange andre, der skaber liv og aktivitet i vores lokalområde. Lad os nu gøre hinanden bedre og bakke op om hinandens initiativer i stedet for at modarbejde hinanden.