Fortsæt til indhold

Meilvang overrasket over opbakning

Mange positive reaktioner er fulgt i kølvandet på Jens Meilvangs skifte fra Venstre til Liberal Alliance

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Mange klap på skulderen og ingen spark i røven har været den oplevelse, som formanden for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune, Jens Meilvang, foreløbig sidder tilbage med efter, at han tidligere på måneden meldte ud, at han cuttede forbindelsen til Venstre og i stedet meldte sig under fanerne i Liberal Alliance.

“Overraskende nok har jeg kun fået positive reaktioner,” fortæller Jens Meilvang. “Mange, også medlemmer af Venstre, har skrevet til mig på mail og udtrykt forståelse for, at jeg har valgt at skifte parti, og at de har stor sympati for mine argumenter for at gå over til Liberal Alliance.”

Lokale landmænd og forretningsfolk har sunget med i koret.

“Ligesom jeg har de svært ved at få øje på det liberale i Venstre og finde gode argumenter for, at skattetrykket fortsat er så højt, som det er, når vi har haft en borgerlig regering i ti år.”

Ikke headhuntet

Jens Meilvang understreger, at han ikke er blevet headhunet af folk i Liberal Alliance på udkig efter et godt navn til det kommende kommunalvalg i Norddjurs i 2013.

Han har ikke fået et vink af nogen.

“Jeg har selvfølgelig spurgt mig for hos folk i Liberal Alliance, som jeg kender, hvordan partiets regler er, når de får et nyt medlem, der er sprunget fra et andet parti, men det er også den eneste kontakt, der har været.”

I starten af august skal han mødes med den lokale partibestyrelse, som har Peter Malbæk, Grenaa, folketingskandidat for partiet ved det seneste valg, som formand.

“Det er første gang, jeg skal mødes med den lokale bestyrelse, og her vil jeg selvfølgelig spørge til planerne for kommunalvalget. Jeg er parat til at stille op, men vil ikke stille krav om at blive spidskandidat. Har partiet allerede et emne, vil jeg ikke stille mig i vejen.”

Meilvang vedgår naturligvis, at han gerne vil være spidskandidat, hvis han bliver opfordret til det.

Folketingskandidat - måske

Flere har set Meilvangs farvel til Venstre som en gylden mulighed for at blive folketingskandidat for Liberal Alliance, men det benægter han pure.

“Det har slet ikke været med i mine overvejelser, som udelukkende har været politiske.”

“Men det er da selvfølgelig klart at opstår muligheden på et tidspunkt for, at jeg bliver stillet en attraktiv kreds i udsigt, så vil jeg overveje det meget. Det vil da være dumt andet, når man som jeg har været interesseret i politik i så mange år.”