Fortsæt til indhold

Kæmpe-fisk vender tilbage til Øresund

Samfund
Jesper Lundh

Da fritidsfiskeren Erik André den 15. juni fangede en enorm pighvar ved Kronborg i Helsingør, var det ikke bare en usædvanligt god fangst. Det var også en af de største pighvarrer, der er fanget i Danmark i over 50 år.
Nu er kæmpe-fisken på 8,4 kg og hele 67 cm. blevet genudsat på det samme sted, hvor den blev fanget - og det er der flere gode grunde til, fortæller akvariechef Jens P. Jeppesen fra Øresundsakvariet.
”I første omgang gav Erik André os lov til at få den ind i Øresundsakvariets bassiner, men det har vist sig over sommeren, at den store fisk var alt for stor til nogensinde at kunne trives i vores bassiner. Samtidig er pighvaren gravid og har op til 8-10 millioner modne æg i sig - æg som er klar til at blive gydt i Øresunds vande og dermed kan bidrage til mange små nye pighvarrer i Øresundsområdet," fortæller Jens P. Jeppesen.
Fisk uden værdi

Den velsmagende fisk er normalt penge værd - men ikke kæmpe-pighvaren.
"Kødværdien i en så stor, gravid pighvar af en ringe værdi, fordi den har brugt alt sit fedt og energi til at producere de store mængder æg. Og hermed kommer vi måske ind på den vigtigste grund til at udsætte en så stor fisk igen. Det er nemlig ekstremt vigtigt at skåne de store fisk af hver art, for det er som regel dem, der har de ”bedste” gener og egenskaber for artens videre succes i økosystemet. For eksempel er det bevist at de nyklækkede fiskelarver fra de største eksemplarer af en fiskeart har langt større overlevelseschancer i kampen om føden i havet", siger akvariechefen.
Hvor stor er din største fangst? Send billeder af dig og fisken på redaktion@lokalavisen.dk.

"Hvis det var praktisk muligt skulle man faktisk fastsætte både et mindstemål og et maximummål for hver enkelt art. På denne måde ville man skåne de største fisk så disse kunne producere det bedst levedygtige afkom og dermed bidrage til sunde fiskebestande i vore have”, siger Jens P. Jeppesen.
Genkendelse

Hvis den enorme pighvar bliver fanget igen, vil man sandsynligvis kunne genkende den, mener han.
”Vi har ikke mærket den på traditionel vis, for den metode er noget usikker på en så stor fisk. Den slider nemlig mærkerne af ret hurtigt. Men vi har taget en række nærbilleder af pighvarrens hoved, således at hvis den bliver fanget igen, så har vi gode chancer for at genkende fisken."
Dusør

Hvis man skulle være heldig at fange fisken, kan man regne med en dusør.
"Vi vil godt udlove en dusør til den som på et tidspunkt i fremtiden måtte fange denne store pighvar og som indleverer den eller hele hovedet til Øresundsakvariet. Når vi har fiskens hovedet samt oplysninger om vægt og længde på fangsttidspunktet, kan vi nemlig finde ørestenene i den, aldersbestemme den temmelig nøjagtigt og få nye vigtige oplysninger omkring pighvarrens biologi, liv og færden i havet,” siger Jens P. Jeppesen.
Den største pighvar, der er fanget og registreret i Danmark blev fanget i Lundeborg ved Svendborg i 1957. Den vejede 14,7 kilo.
I 2010 fangede Frank Nielsen fra Hornbæk en pighvar 12,5 kilo i Øresund. Det er den største pighvar fanget i Øresund siden 1950'erne.
Hvor stor er din største fangst? Send billeder af dig og fisken på redaktion@lokalavisen.dk.

Dyrepasser Kristian Vedel med den store pighvar, da den ankom til Øresundsakvariet.
Fritidsfisker Erik André fik rekordfisken i garnet den 15. juni i år.