Jorden i Lynge Grusgrav truer ikke grundvandet
Region Hovedstaden har undersøgt den ulovligt deponerede jord. Langt størstedelen er ren, og efter yderligere undersøgelser er det op til regionsrådet at lovliggøre situationen
Den ulovligt deponerede jord i Lynge Grusgrav ved Allerød er i langt den største del af grusgraven så ren, at jorden ikke udgør en direkte trussel for grundvandet. I en resterende mindre del af grusgraven er der heller ikke nogen umiddelbar risiko for nedsivning af skadelige stoffer, men området skal undersøges nærmere.
Det er resultatet af en undersøgelse, som Region Hovedstaden har foretaget af den deponerede jord i den sydlige del af Lynge Grusgrav, det vil sige arealerne omkring søerne langs med Slangerupvej.
Forbudt at deponere jord i grusgrave
Siden 1997 har det været forbudt at deponere jord i grusgrave af hensyn til grundvandet, men firmaet Farum Sten & Grus A/S har i en årrække antaget, at en indleveret klage over et afslag på dispensation fra forbuddet gav en opsættende virkning, som betød, at der kunne deponeres jord i Lynge Grusgrav, hedder det i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde i marts 2012, at Farum Sten & Grus A/S's deponering af jord i perioden frem til klagenævnets afgørelse ikke har været lovlig.
Som konsekvens skal Region Hovedstaden som tilsynsmyndighed lovliggøre situationen, og regionen satte derfor en undersøgelse af om jorden er forurenet i gang.
Regionsrådet afgør lovliggørelsen
Det er op til regionsrådet at afgøre, hvordan den krævede lovliggørelse skal ske, men inden da skal to mindre områder i Lynge Grusgrav undersøges nærmere, for at se om den nuværende formodning om at jorden ikke kan skade grundvandet, kan bekræftes.
Når den undersøgelse er færdig, træffer regionsrådet en samlet afgørelse for hele grusgraven.
Lovliggørelse kan ske, ved at den deponerede jord bliver liggende via en dispensation, hvis den ikke udgør en miljørisiko, og efterfølgende overvåges. Eller lovliggørelse kan ske ved at fjerne alt eller dele af jorden. En total fjernelse vil koste i omegnen af 325 millioner kroner, oplyses det.
"Jeg er utrolig glad for, at vores undersøgelse viser, at jorden ikke udgør en direkte trussel for grundvandet. Det er det vigtigste. Nu må vi så se nærmere på de to delområder, hvor der er konstateret forurening, og når vi har afdækket det, vil vi overveje, hvilken løsning der passer bedst til området og fremtiden," siger formand for Region Hovedstadens Miljø- og grøn vækstudvalget Lars Gaardhøj, S.