Spejdergruppe holder liv i håbet om at finde nye spejderledere
KFUM Spejderne i Thorsø søsætter en kampagne for at finde nye spejderledere. Ellers er det slut med at være spejder i byen.
KFUM spejderne i Thorsø havde 21. marts indkaldt til ekstraordinær generalforsamling på Tungelundskolen. Som tidligere omtalt i Lokalavisen er spejdergruppen lukningstruet, fordi de to lokale spejderledere igennem flere årtier er stoppet, og det endnu ikke er lykkedes at finde nogle til at tage over.
Hvis der ikke på generalforsamlingen meldte sig nogle nye under fanerne, ville grupperådet foreslå at nedlægge foreningen. Så vidt kom det dog ikke, selvom der ikke var nogen, der decideret meldte sig som nye spejderledere. Derimod var der opbakning til at lave en kampagne for at finde nogle nye ledere, så det fortsat vil være muligt at være spejder i Thorsø.
»Lige nu har vi en lille gruppe børn, men vi tror, der er mere potentiale i byen, så vi håber ikke, det bliver nødvendigt at lukke,« siger Lise Hansen, der er kasserer i grupperådet.
Aktivitetsdag
Spejderne har besluttet at afholde et arrangement for byens børn og voksne, hvor de voksne kan komme og høre mere om, hvad det indebærer at være spejderleder, mens der vil være snobrød og aktiviteter for børnene.
Det foregår søndag 2. april klokken 10 på spejderbakken bag rideskolen, hvor spejderne har shelters med mere og holder til om sommeren.
Derudover vil Lise Hansen med hjælp fra en af de tidligere spejderledere, Alise Christensen, lave et stillingsopslag, der vil blive lagt på frivilligjob.dk. Spejderne vil desuden uddele flyers og sætte plakater op i håbet om at finde nye spejderledere.
»Vi har et velfungerende grupperåd og en rimelig aktiv forældregruppe, men savner de daglige lederkræfter. Det kræver ingen forudsætninger at blive spejderleder, for korpset tilbyder lederkurser. Man skal simpelthen blot have gåpåmod og lyst til at være sammen med børn,« siger Lise Hansen.
»Vi er også åbne for, hvordan vi gør det fremover. Måske passer det bedre at gå til spejder to søndage om måneden i stedet for som hidtil hver tirsdag?«
Hjælp fra Laurbjerg
Lise Hansen fortæller, at en spejderleder fra DDS spejderne i Laurbjerg mødte op til Thorsø spejdernes ekstraordinære generalforsamling. Han tilbød at hjælpe til med at lære nye spejderledere op og selv hjælpe lidt til, så KFUM spejderne i nabobyen kan bestå.
»Det, synes jeg, er en enorm flot gestus, at en leder fra en konkurrerende spejdergruppe tilbyder sin hjælp,« siger Lise Hansen.
Spejderlederen fra Laurbjerg vil også komme og hjælpe til ved aktivitetsdagen i Thorsø søndag 2. april.
Det står dog fast, at der meget snart skal melde sig nogle nye frivillige spejderledere, hvis det lokale spejdertilbud skal bevares. På den ekstraordinære generalforsamling blev det enstemmigt vedtaget at lukke foreningen, hvis der ikke melder sig nye kræfter.
Tirsdag 4. april bliver der afholdt en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningen vil nedlægge sig selv, hvis det ikke lykkes.