Gammel målmand i spidsen for FC Djursland
Erhvervsmanden Benny Sørensen skal ”stå på mål” for FC Djurslands udvikling og visioner
Det bliver en mand med en stor kærlighed til fodboldspillet og en livslang erfaring som spiller og leder i Grenaa IF, som fremover som bestyrelsesformand skal ”stå på mål” for FC Djurslands fodboldfremtid.
62-årige Benny Sørensen er adm. direktør i virksomheden Cube Design A/S i Hammel og har en fortid på Sapa Profiler i Grenaa.
Han er født og opvokset i Grenaa og har slidt godt på græsset på banerne på anlægget, hvor han som sidste skanse i Grenaa IF lige fra ungdomsholdene og op til serie 1 har haft et sikkert greb om bolden
Benny Sørensen har været medlem af fodboldbestyrelsen i Grenaa IF i en årrække og er medlem af DBU's repræsentantskab.
Tror på divisionsfodbold
Benny Sørensen afløste på generalforsamlingen i FC Djursland Gert Poulsen, som ikke ønskede genvalg efter tre og et halvt år som formand.
”Vores strategi er fortsat at vi har divisionsstatus i 2015. Jeg synes det sportsligt går fantastisk godt og vi har fået godt gang i vores talentudvikling,” siger Benny Sørensen, som ser FC Djurslands egen talentudvikling som en vej til mindre afhængighed af talentstrømmen fra Hessel Gods Fodboldkostskole.
”Vi skal udvikle egne talenter og tage godt imod de spillere, som vender tilbage fra ophold i eliteklubberne i Østjylland. De kommer hjem med vigtig erfaring og kan i FC Djursland kick-starte deres karrierer igen.”
Benny Sørensen ser FC Djurslands U19 satsning som vigtigt skridt på vejen mod målet: at der igen bliver spillet divisionsfodbold på Grenaa Stadion.
Ny strategiplan på vej
Benny Sørensen skal stå i spidsen for en bestyrelse med mange nye ansigter, som skal udarbejde en ny strategiplan for samarbejdsklubben og holde kursen mod divisionsfodbold.
Benny Sørensen er som formand udpeget af Grenaa IF og hans plads i bestyrelsen som B-aktionær overtages af Jes Christensen.
Som repræsentant for AC Norddjurs overtager Kim Jørgensen pladsen efter Søren Slemming. Også Østdjurs 91 sætter en ny mand i bestyrelsen, hvor Ronni Didriksen afløser Karl Juul.
Lars Madsen repræsenterer fortsat Åstrup/Hammelev IF og Poul Hansen KPI.
Desuden fortsætter Tommy Jørgensen, valgt af Grenaa IF, og Per Thomsen, valgt af Erhvervsklubben, i bestyrelsen.