Fortsæt til indhold

Birthe har skabt nyt anti-datingsite

For mange dødsfald i familien og blandt vennerne fik Vedbæk-borgeren Birthe Kirk til at oprette hjemmesiden familievenner.dk. Her kan man finde reservebedsteforældre og nye hjerteveninder

Samfund
Tekst og foto: Katja Nathalie Jensen

Vi kan ikke finde nogen af samme slags - men vi kan give andre en chance.
Det er filosofien bag en ny slags datingside - uden kærlighed og kærester. Det er nemlig ikke en ny partner, men ekstra familiemedlemmer og venner, man kan finde gennem Vedbæk-borgeren Birthe Kirks hjemmeside, www.familievenner.dk.

"Siden henvender sig udelukkende til dem, der har mistet lidt for mange familiemedlemmer eller venner, enten gennem flytning, dødsfald eller uvenskab. Det er klart, at ens oprindelige familie eller venner er vanskelige at erstatte, men vi kan give andre, der måske er i samme situation som os selv, en chance," siger Birthe Kirk.

Vennerne døde

Kvinden bag hjemmesiden er 69 år og har boet i Vedbæk siden 1975. De sidste par år er det tyndet godt ud i familien og vennekredsen, både på Birthe Kirks mands og hendes egen side.

Gennem sit arbejde som terapeut i personlig udvikling mødte Birthe Kirk også andre, der manglede familie eller venner.
"Jeg fik flere og flere klienter, både unge og ældre, som var ensomme eller havde brug for nogle bedsteforældre til deres børn," fortæller Birthe Kirk.

Det gav hende i 2010 idéen til hjemmesiden, hvor man gratis kan oprette en profil og søge efter for eksempel bedsteforældre, venner, medlemmer til kortklubben eller rejsefæller.

Der er i øjeblikket 44 profiler som søger familiemedlemmer, rejsefæller eller venner. Men Birthe Kirk håber, at det tal vil stige til cirka 500 medlemmer.

Mål om 500 profiler

Selvom Birthe Kirk ikke har de store ambitioner om at tjene penge på hjemmesiden, er hun ærgerlig over, at kun 44 medlemmer indtil videre har oprettet en profil på familievenner.dk.

"Jeg ville gerne have haft 100 medlemmer nu, og jeg håber da, at siden med tiden kan komme op på mindst 500 medlemmer," siger Birthe Kirk, der har kontaktet en stribe medier, for at udbrede kendskabet til hjemmesiden. Blandt andet er der planer om en artikel i ugebladet Hjemmet.

Der er i øjeblikket 44 profiler som søger familiemedlemmer, rejsefæller eller venner. Men Birthe Kirk håber, at det tal vil stige til cirka 500 medlemmer.

Fandt selv ny bedstemor

Birthe Kirk håber, at det vil føre til flere profiler på siden, og at det kan føre nogle sammen. For det havde hun selv glæde af, da hun var ung.
"Da jeg var i tyverne og selv havde små børn, døde min svigerfar, som boede hos os. Det var et enormt savn. Men da vi var kommet gennem sorgen, satte jeg en annonce i den lokale avis og eftersøgte en reservebedstemor. Det lykkedes, og hun var en hjertevarm kvinde," fortæller Birthe Kirk.


FAKTA

Familievenner.dk

Startet af Vedbæk-borgeren Birthe Kirk i oktober 2011
Er for personer i alle aldre, der søger nye venner eller ekstra familiemedlemmer
Det er gratis at oprette en profil på siden
Siden har indtil videre 44 profiler fra hele landet, heraf er flest kvinder og/eller i 40'erne