Fortsæt til indhold

Ny mulighed for at bruge firmabilen privat

Samfund
Arkiv

Fra årsskiftet har du mulighed for at bruge firmabilen til private formål helt lovligt, selvom bilen er indregistreret udelukkende til erhvervsmæssig brug. Det kræver, at du køber et dagsbevis til 225 kroner, som dækker moms, skat og afgifter af den private anvendelse.
I dag er reglerne sådan, at det som udgangspunkt er forbudt at anvende en bil med gule plader til private formål, men det bliver nu lavet om. Fra 1. januar 2013 får du mulighed for at købe dagsbeviser, som giver tilladelse til at anvende bilen privat i op til 20 dage om året.
"Med de nye dagsbeviser får virksomhederne et nemt og fleksibelt system, som helt sikkert er relevant for mange. Det kan være ejeren selv eller en medarbejder, som har brug for at bruge virksomhedens varebil på gule plader til fx en privat flytning eller et større indkøb. Ved at betale 225 kroner undgår de at bryde loven og slipper samtidig for efterfølgende bøde og skattesmæk," siger Søren Storgaard fra ADVODAN i Køge.

Beskatning som personalegode

Ifølge advokaten er det vigtigt, at du sørger for at købe dagsbeviset, inden du kører privat i firmabilen – ellers er den private kørsel fortsat ulovlig. Samtidig skal du være opmærksom på, at det er føreren af bilen, som selv skal sørge for at skaffe dagsbeviset.
Det betyder, at medarbejderen selv skal betale de 225 kroner, hvis vedkommende låner firmabilen. Betaler du dagsbeviset for medarbejderen, så bliver det betragtet som et personalegode, og så skal medarbejderen beskattes af beløbet.
SKAT har endnu ikke oplyst, hvordan du køber de nye dagsbeviser, men det forventes, at de skal købes via SKATs TastSelv service.
pm