Fortsæt til indhold

Mød møbelpolstreren fra Birkerød

Severin Larsen reparerer gamle møbler på Kongevejen i Birkerød

Samfund
Af Peter Mailand

Det er et meget gammelt håndværk med stolte traditioner, der i dag har trange vilkår.
Severin Larsen er møbelpolstrer og tapetsermester. Han har lagt den røde løber et utal af steder, lavet scenetæpper til Det Kongelige Teater, udført specialopgaver for tv- og filmbranchen, og er netop i gang med en opgave for Københavns Rådhus der skal have ombetrukket 18 Martin Nyrop stole. Stoffet til stolene er specielt fremstillet i England efter det gamle, originale mønster.
Men selvom han elsker det gamle, klassiske håndværk, så erkender han, at faget har det svært.
"Det er blevet et meget lille fag, hvor der kun udlæres få hvert år, så desværre går der meget viden tabt om det gamle håndværk, når udviklingen og opgaverne ændrer sig og udføres i nye materialer," siger han og uddyber.
"Når folk kommer herned med fire stole, der skal ombetrækkes, og jeg fortæller, hvad det koster, så er reaktionen: "Det er jo det samme, som fire nye stole fra Ilva koster!" Men sådan er det jo. Vi skal have vores timeløn ind og betale moms og skat og så videre, og så løber det hurtigt op," siger han og tilføjer:

Skønne, gamle møbler

"Men heldigvis er der stadig mange mennesker, der sætter pris på skønne, gamle møbler, og som ønsker at give dem et nyt liv, fordi de har affektionsværdi, eller er et godt mix til det moderne møblement, eller simpelthen bare fordi de er pragtfulde at sidde i."
Severin Larsens fag går helt tilbage til middelalderen. I begyndelsen var det sadelmageren, der udførte opgaverne, senere kom faget til at hedde ”tapetserer” - en uddannelse, som i dag er tre forskellige specialuddannelser.
Han kom i slutningen af 1970'erne i lære som tapetserer/boligdekoratør i det nu lukkede, hæderkronede Lysberg Hansen & Therp, som var datidens førende virksomhed indenfor eksklusiv bolig- og hotelindretning.

En stol betrukket med gyldenlæder. I middelalderen brugte man i de finere kredse fortrinsvis gyldenlæder til vægbeklædning, men også til stole og skamler. Stolen er én, Severin har klunset sig til.

Himmelseng til Dronningen

En af de største opgaver, Severin Larsen har været med til at udføre, var da Amalienborg blev renoveret i 90'erne.
I forbindelse med renoveringen havde Dronning Margrethe et stort ønske om at få lavet en kopi af Grev Moltkes originale himmelseng, der oprindeligt stod på Christians d. VII's Palæ eller Moltkes Palæ som det tidligere hed.
Christian d. VII købte i 1794 Moltkes Palæ, da kongen var blevet hjemløs efter Christiansborg brændte. Den tidligere ejer, Grev Moltke, forlod palæet og flyttede til Bregentved gods - hvor sengen står den dag i dag.
Her blev himmelsengen opmålt og fotograferet, hvorefter selve trækonstruktionen blev fremstillet i eg på Christiansborgs snedkerværksted, det originale silke damask blev kopieret på et væveri i Lyon, himlen blev udvendigt betrukket på Nationalmuseets konservatorværksted, for efterfølgende at blive samlet på det sted, hvor den originale seng i sin tid stod.

Dokument i betrækket

”Det var en gave at få lov til at være med til - og at man så ovenikøbet fik løn for det, var kun et ekstra plus" siger Severin Larsen.
Efter arbejdet blev der traditionen tro lagt et dokument ind i betrækket, som fortæller sengens historie videre til eftertiden. Dokumentet er underskrevet af Dronningen og de personer, der medvirkede i projektet.
Severin Larsen blev selv stændig sidst i 80"erne og har mere end 30 års erfaring som møbelpolstrer. I dag har han værksted på Kongevejen i Birkerød.

Severin Larsen er netop i gang med en opgave for Københavns Rådhus, der skal have ombetrukket 18 Martin Nyrop stole. Stoffet til stolene er specielt fremstillet i England efter det gamle, originale mønster.

Jordnære opgaver

Men selvom han arbejder på de kongelige slotte og de bonede gulve, så arbejder han for det meste med mere jordnære opgaver - typisk opgaver, hvor folk har et særligt forhold til det møbel, de vil have repareret.
"Det kan være en gammel sofa eller en stol, som familien har haft i generationer. En ny trappeløber eller gardiner efter mål. Typisk ting, der ikke fås som standardvare,” siger han.
Men selvom Severin Larsen sætter en stor ære i at videreføre de gamle håndværkstraditioner, så erkender han, at han er en af de sidste tilbage i Danmark.
"Der er rigtig meget erfaring, der forsvinder, når jeg stopper," siger han.