Ændret vejføring måske på vej i Grenaa
Der arbejdes fortsat på at forvandle Grenaa Dampvæveri til en ny og nydelig bydel
Forhandlingerne mellem Calum Ejendomsaktieselskab, Norddjurs Kommune og andre aktører om renovering af Grenaa Dampvæveri (GD-grunden, red.) skrider fortsat frem som et tungt, men langsomtkørende tog.
Lige nu er en ny vejføring kommet på tale. Det er Calum, der foreslår, at vejføringen i stedet for hen over GD-grunden skal gå via Øster Allé.
Det fortæller Lars Møller (S), formand for Kultur- og udviklingsudvalget.
"Det er klart, at Calum gerne vil eksponere deres bygning bedst muligt. Men vi ser også positivt på det, fordi vi kan være bekymrede for, om den hidtidige vejføring vil forhindre sammenhæng mellem GD-grunden og bycentret," siger udvalgsformanden.
En ny vejføring er dog på ingen måde besluttet og vil kræve nabohøring.
Tårnbygningen først
Sikkert er det dog, at vejføringen ikke bliver en af de ting, der forhindrer, at projektet begynder at rykke.
"Calum er villig til at gå i gang uafhængigt af, hvordan vi løser vejproblemet. Det næste skridt bliver renovering af tårnbygningen. Der skal være ungdomsbygninger og et areal til uddannelse nede i bunden," siger han.
Mens processen skrider frem kunne politikere og forvaltning i sidste uge dog nyde en busudflugt mod nord til Calums hjemegn for at se nogle af de projekter, som Calum har renoveret.