Elever havde skrald på skoleskemaet
De yngste elever på Nørrevangsskolen samlede affald på skolens område i hele uge 12.
Børn og unge fra flere af Randers Kommunes institutioner har haft særlig fokus på affald og er selv trukket i arbejdstøjet i hele uge 12, der var national affaldsindsamlingsuge. En af de institutioner var Nørrevangsskolen, hvor 1. til 4. klasse samlede affald på skolens område. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Onsdag var det 1. klassernes, der samlede affald. Frivillig affaldsindsamler Per Christensen var også mødt op på Nørrevangsskolen for at hjælpe til med affaldsindsamlingen og tage en snak med eleverne om, hvor længe affald er om at forgå i naturen. Han har været frivillig affaldsindsamler i næsten ti år, og han er et kendt ansigt i Dronningborg og i nordbyen, hvor han ofte samler skrald i sin fritid.
»Det er vigtigt, at børn også lærer noget om at samle affald, og hvad det betyder for naturen, at der ligger affald. Når der kommer en udefra og fortæller om det, så husker de det måske også bedre, end hvis det var deres sædvanlige lærer,« siger Per Christensen.
Eleverne blev udstyret med affaldssnappere, handsker og poser. På trods af lidt regn var der stor begejstring hos eleverne, der alle forstod formålet med affaldsindsamlingen.
»Det er godt, at vi samler skrald, fordi dyrene kan dø, hvis de spiser skrald i naturen,« sagde Zemen fra 1. klassse.<MU>
Nørrevangsskolen er en af de skoler i Randers Kommune, der har et særligt fokus på bæredygtighed. Fire af skolens lærere er udnævnt til bæredygtighedsambassadører og råder over to dobbeltlektioner i alle klasser hver måned. På den måde er bæredygtighed for alvor sat på skoleskemaet.
»Vi gør det for at gøre bæredygtighed let, så alle bliver bevidste om, at enhver kan gøre en forskel selv med små handlinger. Affaldsindsamlingen er et godt eksempel på noget, som er let for både elever og lærere at gå til, så det var helt oplagt for os at være en del af det,« siger bæredygtighedsambassadør Katinka Fischer-Nielsen.