Fortsæt til indhold

Priser til foreningslivets frontløbere

Bedømmelseskomiteen bag Skanderborgprisen »Sporen«, Årets Leder og Årets Idrætsudøver har vurderet de indsendte forslag og udvalgt tre vindere.

Samfund

Skanderborg Kommune uddeler hvert år priserne Årets Idrætsudøver, Årets Leder og Skanderborgprisen »Sporen«. Bedømmelseskomiteen, der består af repræsentanter fra Folkeoplysningsudvalget, Aftenskolesamrådet, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, Skanderborg Idrætsråd, Landsbyfællesskabet samt Kulturpuljeudvalget, har nu gennemgået de forslag til prismodtagere, som borgere fra hele kommunen har indsendt, og på den baggrund udpeget de tre prismodtagere.

Skanderborgprisen »Sporen«

Skanderborgprisen »Sporen« gives i år til Anna Margrethe Kristensen fra Herskind. Prisen gives til personer, der yder eller har ydet en særlig indsats til gavn og inspiration for det frivillige foreningsliv i Skanderborg Kommune.

Anna Margrethe Kristensen har haft et bredt virke i Herskind-området i mange år og yder en imponerende indsats som frivillig i lokalområdet. Anna Margrethe har sat et hav af aktiviteter i gang, og det er hele hendes lokalområde, der har indstillet hende. I indstillingen karakteriseres Anna Margrethe som en meget vedholdende ildsjæl, der har brugt det meste af sin vågne tid på, at skabe de bedst mulige vilkår for et godt liv for borgerne i lokalområdet i den nordlige del af Skanderborg Kommune. Med udpegningen af Anna Margrethe har bedømmelseskomiteen lagt vægt på, at hendes virke har strakt sig over mere end 50 år.

Årets Leder

Årets Leder tildeles i år Bjarne Berring Rasmussen fra Skanderborg Skakklub. Prisen gives til personer, der har haft lang tids frivilligt og ulønnet virke i foreningslivet, har udvist stort engagement eller er en god repræsentant for den sammenhæng, som vedkommende har virket i. Prisen kan tildeles enhver, der virker for en forening med hjemsted i Skanderborg Kommune.

Bjarne har i mange år lagt lagt tid og sjæl i arbejdet med Skanderborg Skakklub og skoleskakken rundt om i kommunen, hvor han i mere end 40 år har undervist utallige elever og stadig gør det. Bjarne er samtidig med til at fastholde de unge mennesker i foreningslivet. Også som bestyrelsesmedlem har Bjarne i en lang årrække gjort en indsats i klubben.

Bjarne er indstillet af Skanderborg Skakklub, der om Bjarne skriver: »En der kan, er mere værd, end ti der vil, og det er meget sigende om Bjarne som leder, formand og træner.« Med udpegningen af Bjarne Berring Rasmussen har bedømmelseskomiteen lagt vægt på Bjarnes store engagement og de mange års aktive virke i foreningen.

Årets Idrætsudøver

Årets Idrætsudøver er i år Anker Juhl fra Skanderborg Vandski Klub. Prisen tildeles idrætsudøvere, der har opnået bemærkelsesværdige resultater indenfor deres sportsgrene. Idrætsudøverprisen kan tildeles enhver, der virker for en forening med hjemsted i Skanderborg Kommune.

Anker Juhl blev i 2022 dansk mester i slalom for udøvere over 75 år. Men det er hans præstationer på vandski i mange år, der har fået Skanderborg Vandski Klub til at indstille ham til prisen som Årets Idrætsudøver. Anker Juhl er nemlig den mest vindende vandskiløber i klubben og har et hav af af medaljer i samtlige vandski-discipliner bag sig. Anker, der er 81 år gammel og still going strong, har været medlem af Skanderborg Vandskiklub i over 30 år og er et godt forbillede for ungdommen.

Bedømmelseskomiteen har i tildelingen af prisen især lagt vægt på Anker Juhls mange flotte præstationer, og at han samtidig er et forbillede, der viser, at man stadig kan være sund og fit, selvom man er oppe i årene. De mange medaljer er med til at sætte en tyk streg under Ankers dedikation til træning og konkurrencer.