“Det har været en god valgkamp”
Valgkampen er gået i sin absolut afgørende fase. Men hvordan er den egentlig gået?
Valgkampen synger i disse timer på allersidste vers. De sidste par måneder er der blevet ført en til tider heftig og intens valgkamp i Furesø, men mens de tre borgmesterkandidater fra henholdsvis Venstre, Socialdemokraterne og de konservative kan finde masser af politiske emner at være uenige om, så er de om ikke andet enige om, at det stort set har været en god valgkamp.
"Overordnet set synes jeg, at det har været en både god og fair valgkamp. At man er politisk uenig, er et vilkår og en forudsætning for vores demokrati. Afgørende er måden, man kommunikerer på. At man holder sig til sagen og ikke bliver personlig. Jeg klager ikke hverken over den skrevne debat eller over den debat, som har fundet sted på vælgermøder. Der har været vælgermøder, hvor der bestemt havde været plads til flere borgere, men der har også været vælgermøder, hvor der skulle slæbes flere stole til. Mængden af emner og spørgsmål har varieret, også fordi der har været et par temamøder, men alt i alt synes jeg, at vi politikere "har været oppe i fuldt pensum"", siger Susanne Mortensen, der er borgmesterkandidat for de konservative.
Og Venstres borgmesterkandidat klager heller ikke over valgkampen. Venstre har nemlig sat dagsordenen et langt stykke af vejen, mener Gustav Juul.
"Jeg synes, at Venstre i den grad både har været dem, der har sat dagsordenen og været helt fremme, når det kommer til at markere synspunkter og hvilken politik, vi står for. Så jeg er meget tilfreds med forløbet af valgkampen", siger han.
Ole Bondo Christensen glæder sig over den store spørgelyst blandt vælgere, som han har mødt til valgmøder og på gader og stræder.
"Det har været en spændende valgkamp med gode debatter og mange gode spørgsmål og kommentarer fra vælgere, jeg har mødt. Valgets hovedtemaer har været økonomi, skolereform og ældreområdet, og de emner er vi kommet godt omkring, synes jeg", siger Ole Bondo.
Gode mavefornemmesler
Det er som bekendt aldrig nemt at spå om fremtiden, men vi har alligevel spurgt de tre borgmesterkandidater om deres forventinger til valget på tirsdag.
"Jeg tror, vi konservative får et godt valg. Vores menneskesyn, politiske værdier og grundholdninger matcher langt de fleste menneskers. Vi er ansvarlige og seriøse i vores politiske arbejde. Resultaterne af samarbejdet med de øvrige partier i valggruppe 1, mener jeg viser, at vi konservative både kan og vil bidrage konstruktivt også i et bredt samarbejde. Vi finder løsninger sammen til gavn for Furesø", lyder det fra Susanne Mortensen.
Gustav Juul har også en god mavefornemmelser op til tirsdagens valg.
"Vi har ført en rigtig god valgkamp med en rigtig god gejst i kandidatgruppen, masser af valgplakater, mange gode læserbreve og artikler. Og så har vi mødt så fantastisk positive vælgere på gader og stræder. Så jeg har en god mavefornemmelse, men antallet af mandater til Venstre, det lader jeg vælgerne afgøre", siger Venstres borgmesterkandidat.
Ole Bondo forudser, at det bliver et tæt valg
"Jeg håber, at alle kommer ned og stemmer, og at vi får en høj stemmeprocent i Furesø. Valgdagen er en festdag. Jeg håber og tror på, at vi får et godt valg, så det brede samarbejde kan fortsætte. Men intet er afgjort endnu. Det bliver tæt, så det er vigtigt at alle stemmer", lyder opfordringen fra Bondo.
Valgstederne åbner klokken 9 og lukker igen klokken 20. Furesø Avis ønsker alle et godt valg.