Elisabeth var den første, der satte et kryds
Der var kø fra morgenstunden til valglokalet i Farum Kulturhus her til morgen
Elisabeth var den første i køen til valglokalet i Farum Kulturhus, da dørene blev slået op her til morgen klokken 9.
Elisabeth arbejder som sygeplejersker på Hvidovre Hospital, og hun kom direkte fra sin nattevagt for at sætte sit kryds.
"Jeg ved godt, hvem jeg skal stemme på. Det har jeg vidst hele tiden, og jeg har ikke skiftet mening undervejs i valgkampen. Nogle af de emner, der har optaget mig, har været uligheden mellem Farum og Værløse og ældreplejen", fortalte Elisabeth til Furesø Avis, mens hun stod og ventede på at blive lukket ind i valglokalet.
Også Mads Jensen og hans kæreste Marie Thorsen var tidligt på færde i Farum Kulturhus.
"Jeg synes faktisk, at valgkampen i Furesø har været en smule usynlig. Jeg har haft svært ved at fine præcise informationer om kandidaterne og partierne. Jeg har haft en idé om hvilken retning, jeg skulle stemme, men ikke præcis på hvem, jeg skulle stemme. Jeg har prøvet at søge nye græsgange, men det er ikke lykkedes", fortalte Mads.
"Jeg må indrømme, at valgkampen er gået lidt hen over hovedet på mig, men jeg har heller ikke gjort så meget for at opsøge den", lød det fra Mads' kæreste Marie.
Mehmet Teat har til gengæld slet ikke været i tvivl om, hvor han skulle sætte sit kryds.
”Jeg synes, at det har været nemt, og jeg har hele tiden vidst, vælge hvem jeg skulle stemme på, jeg har overhovedet ikke haft nogle problemer”, sgade Mehmet Teat.
Valglokalerne holder åbent til klokken 20 i aften.