Fortsæt til indhold

Sæt iværksætterdrømmen på skinner

To arrangementer hjælper nystartede selvstændige videre

Samfund
Pernille Kristensen

Går man med drømmen om at starte egen virksomhed, eller er man allerede kommet i gang, kan det være godt med faglig sparring. Det kan man få ved to arrangementer i lokalområdet henholdsvis 27. november og 3. december.
Her giver Iværksætterhuset startupmøde og -café, hvor man kan få ny viden om tilværelsen som selvstændig.
"God forberedelse er essentiel, og der er ofte mange ting at sætte sig ind i, når man starter en ny virksomhed. Derfor giver vi et nødvendigt forspring og skærer ind til kernen af udfordringerne," lyder det fra Lasse Sørensen, der er startupkonsulent i Iværksætterhuset.
"Naturligvis kan vi ikke nå at behandle alle emner på én gang, men vi deler ud af vores viden og erfaringer, så deltagerne får inspiration og input til selv at håndtere tingene. Og den sparring, vi kommer med, koster intet som helst. Vi er udelukkende til for at give iværksætterne den bedst mulige start på tilværelsen som selvstændige," understreger han.
Initiativet bakkes op af formanden for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Hørsholm Kommune, Henrik Klitgaard:
"Iværksætterhuset er bemandet med en lille stab af kyndige personer med praktisk erfaring fra erhvervslivet og er på vej til at blive en naturlig starthjælp for nye virksomheder i Nordsjælland. For at gøre en forskel skal vores tiltag på erhvervsområdet være så målrettede som muligt, og det er lige præcis, hvad Iværksætterhuset er," mener han.

To møder

Hjælpen fordeler sig på et startupmøde 27. november kl. 17-19.30 i den tidligere politistation i Hørsholm, hvor man kan få vigtig information om at starte egen virksomhed. Det følges 3. december kl. 18-20 op af en startupcafé på Hørsholm Rådhus, hvor der er mulighed for mere individuel sparring.
Deltagelse i begge dele er gratis, blot man tilmelder sig forinden på www.ivsh.dk