Fortsæt til indhold

Kommunaldirektør tager fat efter kritik af ansattes tone

Der vil blive sat ind efter borgerrådgiveren i sin årsrapport har påpeget det problematiske i, at en del borgere føler sig mødt af en hård tone fra de kommunale medarbejderes side

Samfund
Af Theis Otzen

Det kniber for visse kommunale medarbejdere med at holde en ordentlig tone overfor borgerne. Det konkluderer borgerrådgiver Mette Skov Sigersmark i sin nyligt offentliggjort årsrapport.
Det er især brugerne af kommunens jobcenter, der føler, at tonen kan være hård fra de kommunale sagsbehandleres side.

Og det skal deres gøres noget ved erkender kommunaldirektør Tim Andersen.
"Vi har nærlæst årsberetningen og drøftet den med borgerrådgiveren og centercheferne. Det betyder, at vi her og nu sætter ind med bl.a. et kompetenceløft til både ledere og medarbejdere, hvor vi også har fokus på de værdier, som vi står for og som skal afspejle sig i hvert eneste møde med en borger," siger Tim Andersen og fortsætter:
"Selvom jeg selvfølgelig er ked af, at vi har borgere, som har oplevet sig dårligt behandlet, så er deres beretninger jo med til at vi kan gribe fat der, hvor problemerne er. Signaler, som sammen med de igangværende øvrige tiltag er med til at forbedre og modernisere borgernes kontakt med og leverancer fra kommunen," siger Tim Andersen, der understreger, at der også er rigtig mange tilfredse borgere.

Direktionen vil 12. december give Økonomiudvalget en nærmere redegørelse for tidsplan og indhold i det videre udviklingsarbejde omkring den fremadrettede betjening af kommunes borgere.