Derfor står vi udenfor
En plads i Økonomiudvalget var et must for stemmeslugeren Elisabeth Ildal fra Liberal Alliance. Det fik hun ikke, og derfor står hun som den eneste kandidat uden for konstitueringsaftalen
Fredag faldt konstitueringsaftalen for den nye kommunalbestyrelse på plads, og det blev som lovet en bred en af slagsen. Men ét parti og ét kommunalbestyrelsesmedlem valgte at stå uden for aftalen. Det gælder Liberal Alliances spidskandidat Elisabeth Ildal, som blev valgt ind med 711 stemmer, og dermed blev nummer syv på listen over kandidater med flest personlige stemmer. Elisabeth Ildal forklarer, at en plads i kommunens Økonomiudvalg var det springende punkt for hende i forhold til, om hun kunne tilslutte sig aftalen eller ej. "Jeg blev spurgt om, hvad min drøm var, og dertil svarede jeg i prioriteret rækkefølge; en plads i Økonomiudvalget, formandsposten for Kultur- og Fritidsudvalget og tilknytning til et af gymnasierne. Formandsposten for Kultur- og Fritidsudvalget blev afvist med det samme, og dagen efter fik jeg tilbudt en menig plads i Kultur- og Fritidsudvalget samt tilknytning til Birkerød Gymnasium. Men det er ikke godt nok," lyder det fra Elisabeth Ildal.
Uden for indflydelse
I stedet har hun altså valgt at stå uden for konstitueringsaftalen. "Det har jeg det okay med. På den ene side er det selvfølgelig smadderærgerligt, og på den anden side er det rart at have sin frihed. Jeg mener ikke, at jeg ville få tilstrækkelig med indflydelse, når jeg ikke kan få en plads i Økonomiudvalget. Det er jo der, alting bliver stemt igennem," siger Elisabeth Ildal og tilføjer: "Når det er sagt, så er jeg fortsat positiv, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet. Jeg har fået en plads i Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget, og det skal jeg nok få det bedst mulige ud af," forklarer hun. Hos de Konservative ærgrer man sig over Liberal Alliances beslutning. "Det er rigtigt ærgerligt, at Liberal Alliance ikke kunne finde ud af at være med. Jeg frygter, det er starten på fire års bevist valg om at stå ude på sidelinjen uden indflydelse fra Liberal Alliance. Vi havde sådan håbet, at de ville være med til at trække Venstre i god borgerlig retning," siger Birgitte Schjerning Povlsen.