Fortsæt til indhold

Aarhus Ø ønsker mangfoldighed

Nybyggerier på Aarhus Havn er et mix stilarter, farver og former

Samfund
Line Hitz

Isbjerget troner ud med havet med sine hvide trekanter, som skyder op mod den blå oktober himmel. Aarhus bugten tager gavmildt imod, og ude i horisonten forsvinder Mols Liniens færger og store containerskibe på vej mod nye eventyr.
Aarhus' nye bydel Aarhus Ø er endnu i den spæde alder, men målet er, at bydelen i år 2017, hvor Aarhus er international kulturhovedstad, skal vokse sig stor og stærk og stå færdigbygget med supermarkeder, grønne arealer, havnebade og unge og ældre side om side. Netop mangfoldigheden var vigtig for Aarhus Kommune, da de for 15 år siden begyndte de første tanker om en ny bydel på den tidligere containerhavn.
“ Som arkitekter havde vi forholdvis frie rammer, men det var et krav fra kommunen, at bydelen blev mangfoldig, så både unge, ældre, rige og helt almindelige mennesker kunne få mulighed for at bo hernede,” siger produktudvikler og arkitekt Flemming Svendsen fra arkitektfirmaet Cebra, som har stået bag Isbjerget, Grundfos Kollegiet og ungdomsboligerne Marina House i Aarhus Ø.
For at tiltrække forskellige typer af mennesker er der i Isbjerget mulighed for både eje og leje en af de lyse lejligheder, som alle har udsigt til de hvide bølgetoppe på Aarhus bugten.
“Det er sjældent at både lejere og ejere bor side om side i et byggeri, men det var et krav fra Aarhus Kommune fra starten for at sikre sig, at det ikke blev en rigmandsghetto,” siger Flemming Svendsen.

En form til alle

Bagved ved Isbjerget ligger Lighthouse med sine hundredevis af vinduer, som lukker lyset ind, og minder om et hotelkompleks under sydlige himmelstrøg. Kun et stenkast derfra står Grundfos Kollegiet, og ungdomsboligerne Marina House og Vulkanen, hvor unge mennesker valfarter ud og ind af de rå beton bygninger.
Selvom den nøgne jord stadigvæk skriger til himlen mange steder i Aarhus' nye bydel, så afslører de nuværende byggerier alligevel en klar tendens. En ny bygning skal ikke passe ind, men passe sig selv.
Her er langt fra tidligere årtiers ensartethed til en bydel, hvor forskelligheden og arkitekturen er markant og iøjnefaldende.
Og netop forskelligheden er grundlag for både materialevalg, former og farver på bygningerne.
“Hvis vi ser Grundfos Kollegiet udefra, så er ideen, at huset er sammensat af små forskellige huse med hver sine farver. Det betyder, at hver lejlighed er forskellig, og det skal illustrere, at bydelen gerne vil tilrække mange typer mennesker,” siger Flemming Svendsen.
Både Isbjerget, Marina House og Grundfos Kollegiet, som Cebra står bag, er bygget i beton, og det er der en helt specielt grund til.
“ Beton er et meget holdbart materiale, og det betyder rigtig meget, når vi bygger i et hårdt miljø som Aarhus Havn, hvor der er meget saltvand og vind,” siger Flemming Svendsen og fortsætter:
“Det betyder, at bygningerne også ser pæne ud om 50 år, og netop det er vigtigt, hvis vi også om mange år skal have en bydel med mange forskellige slags mennesker.”

Isbjerget er bygget i hvid beton, som kan klarer blæst og saltvand på havnen.
Ungdomsboligerne Marina House (tv), og Grundfos Kollegiet (th)