Kongelig kunst på Aros
Dronning Margrethe og prins Henrik udstiller for første gang sammen på Aros
Fredag 11. oktober åbnede dronning Margrethe og prins Henrik en ny udstilling på Aros. Pas De Deux Royal - Et kunstnerisk møde indeholder 150 ældre og helt nye værker, og er et sammensspil mellem dronning Margrethe og Prins Henriks værker, som supplerer hinanden gennem ti gallerier.
Regentparret har gennem mange årtier haft en stor interesse for kunst, men det er første gang, at de udstiller sammen.
" Vi er meget stolte over, at Aros har spurgt os, om vi vil udstille. Og vi er dobbelt så stolte af, at vi gør det sammen," siger dronning Margrethe.
Fra poesi til akvarel
På udstillingen er det helt tydeligt, at regentparrets værker er meget forskellige. Dronningen maler ofte landskabsmalerier uden mennesker og figurer, imens prinsegemalen fokuserer på skulpturer med dyre- og menneskekroppe og romantiske digte, men på trods af forskelligheden, så formår de alligevel at forene kunsten i de ti forskellige gallerier.
"Det har været vigtigt at forene de to kunstarter, og vi har skabt udstillingen efter stemning. Det betyder, at man kan se akvarel sammen med skulpturer og découpage sammen med poesi," siger Pernille T. Dinesen, som er museumsinspektør på Aros og fortsætter:
" Man kan nærmest fornemme, hvordan de manglende mennesker og figurer i dronningens malerier kan opleves i prins Henriks skulpturer."
Et lukket rum
Med udstillingen får offentligheden indblik i et meget privat rum hos de kongelige, men regentparret et ikke bange for offentlighedens dom.
"Hvis man stikker hoved ud af busken, så risikerer man også, at løven kommer og bider det af," siger dronning Margrethe.
Aros har sammen med regentparret forberedt udstillingen i halvanden år, men 11. oktober var første gang, at det kongelig ægtepar så den samlede udstilling.
"Vi er meget glade for at se værkerne sammen. Det er spændende at se, hvordan malerier, skulpturer og tegninger spiller sammen," siger prinsegemalen.
Og der er ingen tvivl om, at det royale ægtepar supplerer og inspirerer hinanden.
"Jeg er meget fascineret af prins Henriks formsans, som har en stor rytme og klang," siger dronning Margrethe, imens prinsegemalen fortsætter:
"Jeg synes, at dronningens akraval billeder er meget fascinerede."
Pas De Deux Royal - Et kunstnerisk møde kan opleves på Aros frem til 23. februar 2013.