Fortsæt til indhold

Kvindekønnet blev valgets taber

Kvinderne blev valgets største tabere i Esbjerg Kommune. Hele syv kvinder forlader Esbjerg Byråd, mens kun to nye kommer ind

Samfund
Louise Ritter

Kvindekønnet blev valgets største taber i Esbjerg Kommune, hvis man gør resultatet op i mandater.
Med de personlige stemmer helt på plads i løbet af onsdagen stod det nemlig klart, at hele syv kvinder forlader byrådet i Esbjerg Kommune, mens kun to kommer ind. Det er Socialdemokraternes Ulla Koman-Mejer, der med sine 645 personlige stemmer sikrer sig et af sit partis ni mandater, mens Enhedslistens Sarah Nørris som den anden kvinde stryger ind i byrådet.

En festlig aften

For den 34-årige Sarah Nørris bliver det første gang, at hun skal prøve kræfter med byrådsarbejde.
“Det bliver rigtig spændende. Vi ved endnu ikke præcis hvilke udvalgsposter vi får, men jeg har selvfølgelig lagt billet ind på dem, jeg finder mest interessante. Men ligegyldigt hvad, er jeg sikker på, at det bliver spændende at komme i gang,” lyder det fra Sarah Nørris et par dage efter valget, hvor den største eufori har lagt sig en smule - i modsætning til på valgnatten, hvor den fløj rundt i kroppen.
“Vi stod ret hurtigt til to mandater, men alligevel stod vi undervejs og tænkte: ej, der er kun optalt 34 procent endnu. Den tanke havde vi flere gange, men da det hele stod klart, havde Henning og jeg meget brede smil på,” fortæller Sarah Nørris om begivenhedernes gang på valgaftenen, som hun naturligvis tilbragte på Esbjerg Rådhus i selskab med partikammeraten Henning Overgaard, der sammen med Sarah Nørris skal repræsentere Enhedslisten, når det nye byråd tager fat den 1. januar.

SF’er er ude

Sammen med Sarah Nørris spiller Socialdemokraternes Ulla Koman-Mejer rollen som klassens nye pige.
Udover de to nye medlemmer vil kvindekønnet fremover også være repræsenteret ved de fire genvalgte: Bente Bendix (V), Annemette Knudsen Andersen (V), Connie Geissler (S) og Diana Mose Olsen (SF).
Sidstnævnte fik med sine 1.600 personlige stemmer det suverænt bedste personlige valg af det nye byråds seks kvindelige medlemmer, men samlet set mistede SF altså mandater. Partiets dårlige valg koster blandt andre Charlotte B. Thomsen hendes plads i byrådet.
Også Eva Fisker (V), Karen Baungaard (V), Vibeke Færk Pedersen (V), Vivi Lindblad (S) og Heidi Møller (S) forlader byrådet - dog uden at have været på genvalg.

Skæv fordeling

Umiddelbart skulle man mene, at en politiker er en politiker, men Sarah Nørris er ikke helt overbevist om, at den skæve fordeling med 25 mænd og kun seks kvinder i byrådet ikke vil kunne mærkes.
“Det er næsten pinligt, at der er så få kvinder, synes jeg. Jeg håber virkelig, at beslutningerne ikke kommer til at bære præg af den skæve fordeling. Men kan jo sagtens forestille sig, at hele udvalg med kun mænd kan blive en realitet. Det er faren ved det, men det må jo komme an på en prøve, før man kan forholde sig til, om det er et problem,” siger Sarah Nørris, der ligesom sit parti fik et kanonvalg med 498 personlige stemmer.