Fortsæt til indhold

Julemarked med træk-fugle, mose-folk og tørveduft

Stenvad Mosebrugscenter inviterer til julemarked lørdag og søndag 23. og 24. november

Samfund
Anette Bonde

Stenvad Mosebrugscenter er ved at være klar til at holde julemarked. Det er lørdag og søndag 23. og 24. november, begge dage fra klokken 10 - 17.
Bygningen vil være fyldt med jul og historie, fortæller daglig leder Carsten Jensen og tilføjer, at julemarkedet i Stenvad har ord for at være Danmarks hyggeligste.
I år er der tilmeldt 46 boder, som vil blive placeret rundt om i museet. Gæsterne kan både nyde juleudsmykningen i huset og se den faste udstilling i museet.
Traditionen tro kommer harmonikatrioen Trækfuglene og spiller julemusik. Som noget nyt vil der være forskellige åbne værksteder, og mulighed for at se arbejdende folk og få en snak. I Tørvecaféen vil mosefolkene rumstere, og frembringe æbleskiver og gløgg til gæsterne.
Carsten Jensen glæder sig over det rekord store antal boder, og til at vise gæsterne de nye tiltag på stedet, blandt andet en interaktiv trykskærm. Der vil være gratis entre begge dage, og der vi foregå aktiviteter inde som udendørs.
"Og skulle man få lyst til at nyde duften af tørv der brænder, vil der være fyret op i ovnen."