“Det er hamrende uretfærdigt”
Enhedslisten vandt valget, men tabte kampen om rådmandsposterne
Klokken passerer 24. Stemmeoptællingen burde være slut nu, men resultatet af valget trækker ud. Rundt om på rådhusets gange går politikerne spændte og forventningsfulde rundt med stadigt større rander under øjnene. Maria Sloth, Enhedslistens spidskandidat, er én af dem - hun er træt af at vente.
Men først da tallene er næsten helt talt op, bevæger hun og Enhedslistens forhandlingsgruppe sig ind på borgmester Jacob Bundsgaards (S) kontor, som de første i det egentlige konstituerings-spil.
“Det er den indledende forventningsafstemning. Efterfølgende kommer også SF og Radikale ind, og vi holder selvfølgelig fast i, at vi som byens tredjestørste parti skal have en rådmandspost fremfor R og SF, men vi kan ikke blive enige,” siger Maria Sloth.
Forhandlingerne fortsætter
Alle bliver derfor sendt ud for at tænke, og sådan går det frem og tilbage, men ingen slækker på deres krav.
“Omkring klokken 6 eller 7 - jeg kan ærlig talt ikke holde helt styr på tidspunkterne - bliver vi så kaldt ind på Bundsgaards kontor igen, hvor han siger: Hvis I holder fast i at ville have en rådmandspost, så bakker SF ud,” siger Maria Sloth og fortsætter:
“Vi vil egentlig gerne have SF med i konstitueringsaftalen, men det skal bare ikke være på bekostning af den rådmandspost, som vi mener, vi er berettiget til. Derefter går Bundsgaard ud af lokalet, og vi sidder med en klar idé om, at han vil fortælle SF, at de ikke kan få en rådmandspost, men at de selvfølgelig gerne må være med i konstitueringen alligevel.”
“Der var intet at gøre”
I de allertidligste morgentimer sidder Maria Sloth og resten af Enhedslistens forhandlingsgruppe nu og venter på Jacob Bundsgaards kontor. Trætte efter en hel dag og nat med heftig aktivitet og forventningsfulde om det, der nu skal ske. Men borgmesteren lader vente på sig.
“Der går godt nok lidt længere tid, end vi lige regnede med, før han vender tilbage,” fortæller Maria Sloth.
Endelig vender Bundsgaard tilbage til sit kontor. Men han er ikke alene.
“Med sig har han hele SF's og de Radikales delegationer - og en underskrevet konstitueringsaftale,” fortæller Maria Sloth, som bitter forlader borgmesterkontoret med sit følge.
“Det stod hurtigt klart, at der ikke var noget at gøre. Det er da hamrende uretfærdigt - det er jo tydeligvis ikke det, vælgerne vil have,” siger Maria Sloth, som langer ud efter borgmester Jacob Bundsgaard:
“Han havde åbenbart valgt at love rådmandsposterne væk før valget. Det er helt modsat af, hvad demokrati bør være. Man bør selvfølgelig se på valgresultatet først,” siger Sloth.
Ville ikke have krummerne
Maria Sloth mener selv, at partiet ellers gjorde alt, hvad det kunne, for at argumentere for dets sag.
“Og vi var meget fleksible i forhold til, hvad vi kunne tilbyde dem, som så ikke fik en rådmandspost - vi krævede ikke over evne. Men der var ikke noget at gøre - det lå fast på forhånd,” siger Maria Sloth, som fortsætter:
“Vi kunne godt få lov at være med i konstitueringen, men vi kunne kun få alle krummerne for det. Vi fik også tilbudt viceborgmesterposten, men der følger ingen politisk indflydelse med, og det vil vi have i Enhedslisten. Derfor valgte vi ikke at være med i konstitueringen, da vi uden rådmandspost ikke kan bakke op om Jacob Bundsgaard som borgmester.”
Også SF får en kommentar med på vejen af den unge spidskandidat:
“Da vi var det mindste parti, bakkede vi op om, at SF skulle have en rådmandspost. Vi forventede egentlig det samme fra dem, nu hvor de er mindst, men det er de åbenbart for vigtige til.”
Skuffet men også glad
Fra borgmesterkontoret og den nedslående besked går turen ud til den frådende presse og så tilbage mod partiets lokale for at sende en pressemeddelelse ud.
Ved 9-10-tiden tager Sloth sin jakke og vender på gåben hjem til Åbyhøj med Iron Maiden bragende i ørerne.
“Jeg står tilbage med en meget ambivalent følelse. Jeg er sindssygt ærgerlig og føler mig snydt og holdt for nar. Men jeg er jo også rigtig glad. Vi har fået et historisk resultat - også uden rådmandspost.”