Vest-politikere ind og ud af byrådet
Valget har betydet rokeringer i det aarhusianske byråd. Tre nye vest-politikere kom ind
De 31 personer, som overtager pladserne i Aarhus Byråd fra 1. januar er nu på plads, og der er nye ansigter fra det vestlige Aarhus i blandt.
Fra Harlev går Liberal Alliances Lars Boje Mathiesen med 3.704 personlige stemmer direkte ind i byrådet. Det er første gang, at Liberal Alliance har fået én af de eftertragtede 31 pladser i Aarhus.
Fra Åbyhøj kommer Maria Sloth, Enhedslistens Spidskandidat, til at indtage en af partiets tre pladser. Sloth fik 2.739 personlige stemmer.
Endelig er Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti også kommet ind på den ene af partiets to pladser. Han fik 1.205 personlige stemmer, og det er han rigtig godt tilfreds med.
“Det er jo fantastisk at være kommet i byrådet. Det er en gyser at vente på de personlige stemmetal,” siger Knud Mathiesen, som fortsætter:
“1.205 stemmer er jo en meget stor personlig tilfredsstillelse efter at have lagt så megen tid i det.”
Knud N. Mathiesen stillede også op til byrådet for fire år siden men fik dengang under halvt så mange personlige stemmer.
“Nu vil vi arbejde for at løfte hele det sociale område, som der er blevet sparet alt for meget på - og det er hele palletten både på ældreområdet, i psykiatrien og med hensyn til arbejdsløse og hjemløse,” siger Knud N. Mathiesen, som fortsætter:
“Borgerne skal selvfølgelig gerne kunne se en forskel. Vi er selvfølgelig godt klar over, at ting koster penge, men måske handler det også om prioritering nogle gange.”
Farvel til Hanne Vinther
Anderledes skidt gik det for Hanne Vinther fra Tilst, som ikke fik nok stemmer til at blive genvalgt for Socialdemokraterne. Kun 350 personlige stemmer blev det til, og det var altså ikke nok til at blive blandt de 13 personer, som fra januar indtager partiets pladser i byrådet.
“I onsdags var jeg selvfølgelig ked af det og skuffet. Jeg blev ringet op af Jacob Bundsgaard, kort før tallene blev offentliggjort for pressen, og jeg valgte at tage hjem, før tallene blev læst op,” siger Hanne Vinther, som dog efter lidt tænkepause også kan finde positive sider af ikke at være blevet genvalgt.
“Efter at have diskuteret lidt med mig selv er jeg faktisk også lidt lettet, for det er et stort pres at være i byrådet. Og jeg har haft dårlig samvittighed over for både min arbejdsplads, min familie og venner. Så nu er der en masse mennesker, der skal have noget af min tid,” siger Hanne Vinther.