17-årigt blomstertalent gav prinsessen en buket
Det var en stolt Sisse Ancher Larsen, der i onsdags kunne overrække en buket til Prinsesse Marie. Buketten havde hun endda selv lavet
Klokken var på slaget tre, da den mørke bil trillede hen foran porten, hvor Sisse Ancher Larsen fra Smørum stod klar til at tage imod prinsesse Marie.
Anledningen var åbningen af Basen, som er et sted, hvor børn og unge kan komme hen, hvis de oplever fysisk eller psykisk vold hjemme eller hos deres kæreste.
Stedet, som prinsessen åbnede, vil fremover holde åbent mandag til torsdag fra 15 til 20, og man kan henvende sig anonymt, hvis man har brug for et godt råd fra stedets fagfolk, som blandt andet tæller psykologer og socialrådgivere.
Sisse Ancher Larsen har ikke selv været udsat for vold, men alligevel var der en god grund til, at netop hun var udvalgt til at være blomsterpige i onsdags.
Pligtopfyldende
”Min lærer sagde, at det er fordi jeg er den i klassen, der interesserer mig mest for blomster, og fordi jeg er pligtopfyldende,” fortæller den 17-årige Sisse, som derfor ikke blot skulle overrække den smukke buket, men også helt selv havde designet og skabt den.
Sisse Ancher Larsen går på Ballerup Produktionsskole, hvor hun har valgt linjen blomster og design. Begge evner fik hun afprøvet, da hun sammen med to andre elever, Mariam og Maria, og deres lærer skulle pynte Basen op til det kongelige besøg, lige som prinsessen – som traditionen foreskriver – skulle have en buket.
Sisse havde fået besked af sin mor på, at hun skulle neje for prinsessen, men det gik ikke helt som planlagt.
Glemte at neje
”Jeg glemte det, da jeg stod der,” fortæller hun med et forsigtigt grin.
”Men prinsessen spurgte, om jeg ikke ville fortælle lidt mere om min skole, når vi kom ind på Basen,” fortæller Sisse, som dermed fik fin lejlighed til at tale med den kongelige gæst i onsdags.
”Det var en meget stor oplevelse. Prinsessen roste os for, hvordan vi havde pyntet stedet.”
Det er Foreningen Børn og Unge i Voldsramte Familier, som har taget initiativ til Basen, som ligger i Kronprinsessegade 18C i København. Her kan alle børn og unge komme ind til råd og vejledning om, hvad de skal gøre, hvis de lever en hverdag med vold. Foreningens tal viser, at det i gennemsnit er to elever i en folkeskoleklasse, som er