At tro på Gud

Ordet tro kan vi bruge på flere måder. Jeg tror, det bliver regnvejr. Det betyder, at der en vis mulighed for det, derfor vil det være klogt at træffe sine forholdsregler, huske sin paraply eller blive hjemme.
Jeg tror på min søn. Det kan betyde to ting. Det kan betyde: Jeg har tillid til ham, jeg stoler på, hvad han siger. Eller også kan det betyde: Han skal nok blive til noget, der er fremtid i ham.
Taler vi derimod om at tro på Gud, kan vi være tilbøjelige til at lægge en fjerde betydning i ordet, nemlig: Tror du på, at Gud eksisterer, er han en del af din virkelighed? Den betydning bruger vi ellers kun om fænomener og væsner, ikke om personer. Vi kan sige: Tror du på nisser?
Men skal vi tale seriøst om at tro på Gud, skal vi tilbage til den første betydning af ordet i sætningen: Jeg tror på min søn.
I søndagens tekst hører vi om en kongelig embedsmand, der netop tror på Jesus i den betydning af ordet. Han havde en søn, der var syg, men Jesus sagde til ham:
"Gå hjem, din søn lever."
Og så gik han hjem. Og hans søn levede. Han gik kun på et ord, men han havde tillid til det ord, for han troede på ham, der sagde det. Og sådan er kristendommen. Vi må gå på et ord, et ord, som vi må tro. Det kan formuleres på mange måder, det ord. Det kunne være fra dåbens bibelcitater: Genfødt til et levende håb! Det er den nye virkelighed, som dåben sætter os ind i. Som følger os, hvor vi går gennem livet, i lys eller mørke, i lyst eller nød, i sorg eller glæde og sandsynligvis med lidt af begge dele. Men altid med et levende håb, både for tiden og for evigheden. I tro på Gud.