Allehelgen

"Min far var nu ingen helgen!" Vi ser indforstået på hinanden. Nej, hvem er lige det? Et helgenliv lyder kedeligt med nutidsører. Så hellere et liv på kanten, hvor man lever det vilde liv og tager for sig af det hele. Lev-stærkt, dø-ung-agtigt.
"Men min far betød rigtig meget for mig. Og jeg savner ham helt vildt."
Og helgen eller ej. Når det er et menneske, man elsker, så betyder det mindre, om han levede op til et idealbillede. Og måske har billedet endda meget mørke skygger, farvet af svigt og fortielser. Glorificeringen hører ikke hjemme i sådan et portræt. Men portrættet skal alligevel tegnes. Så godt som det nu lader sig gøre, når vi hver især fortolker skitsen med vores egen palets farver.
Og det er disse små portrætter af mennesker, vi savner eller har været forbundne med på godt og ondt, vi samler i en farverig mosaik allehelgensdag. Ikke for at sætte dem op på en piedestal men for at sætte deres og vores livshistorier ind i en større fortælling, hvor vi holder hinanden fast på, at der er en lykkelig slutning. Alt det ufortalte til trods. Også selvom vores livs fortælling måske mest af alt ligner et stykke triviallitteratur eller en halvfærdig stil med et pludseligt punktum, så sættes de nu sammen som et værdifuldt kapitel i Guds fortælling med verden.
Allehelgen er derfor en dag, hvor der er plads til alle følelserne. Fra den lammende sorg til vreden, man ikke længere kan få afløb for. Fra glædesglimt til dyb taknemmelighed. Alt er nu lagt over til Gud, som noget han må sætte ind i sin store fortælling og give den rette slutning.
Og en ny begyndelse venter.