Det er jo ikke verdens undergang!

"Det er jo ikke verdens undergang” siger vi, når noget går os imod. Der er jo dog noget, der er værre endnu. Nemlig at hele jorden bliver udslettet.
Vores problemer og sorger sættes i perspektiv af det, der er endnu større, men også endnu mere uhåndgribeligt og fjernt.
På trods af at verdens store kriser er en reel trussel mod vores livsgrundlag og vores klode, kan vi ofte lægge det fra os, for det er simpelthen for stort og for langt væk fra vores daglige liv.
Men indimellem sker det nu alligevel, at vores verden går under. Det er dog ikke kloden, der går til grunde, men i mindre målestok er vores liv fuld af undergangserfaringer.
Efterår og vinter en slags undergangsoplevelse. Træerne står afklædte og udsatte for vind og frost. Gråvejr og regn i vejr og sind tynger dagen, og mørket fylder mere end lyset. Livet og lyset trænges tilbage af vissenhed og mørke.
Og mange af os har erfaringer fra vores eget liv med at den verden, der er vores, kan gå helt i stykker.
Når vi mister vores arbejde, rystes vi i vores fundament. Når vi mister et menneske, der er tæt på os, én der er en del af vores liv, kan det føles som om vores verden går under.
Kirkefaderen Augustin skriver, at mennesket blev skabt, for at der kunne være begyndelse. Det er simpelthen en del af ”konceptet” mennesker, at en ny begyndelse er en mulighed. Når et lille menneske fødes, opstår et nyt unikt liv; når vi midt i sorg, bekymring og modløshed ser et lille nyt lys af glæde, og oplever nyt liv spire. Det hører med til vores liv, at der er undergang og død, men det hører også med, at der findes nye begyndelser.
I bibelen bliver der talt om, at jorden en dag vil gå under, men profetierne bliver ikke ved undergangen. Det venter en ny begyndelse på den anden side. Det er det perspektiv, det skal læses i, og det er det perspektiv, vi kan leve vores liv i. Hvor uforståeligt det end er, så bliver vinterens død og mørke afløst af forårets lys og liv.
Bag enhver undergang venter muligheden for en ny begyndelse.