Fortsæt til indhold

Borgmesteren har valgt R og SF

Jacob Bundsgaard vil i de kommende fire år forsøge at arbejde hen over midten

Samfund
Camilla Olesen

Jacob Bundsgaard (S) vil fortsætte det tætte samarbejde med Det Radikale Venstre og SF i de kommende fire år.
Det står klart, efter at rådmandsposterne er fordelt, hvor Enhedslisten blev forbigået.
For at man kunne være sikker på en rådmandspost i Aarhus, krævede det fem mandater, og det fik Enhedslisten ikke.
“De Radikale og SF har tidligere vist, at de kan tage ansvar. Fordelingen af rådmandsposter er en tilkendegivelse om et stærkt samarbejde, som vi vil føre videre, og samtidig er det et signal om, at den politiske kurs bliver henover midten,” siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
“Enhedslisten er et parti, der helst ikke arbejder henover midten, og det ønsker jeg at gøre.”
Han påpeger, at de Radikale og SF har været med til at træffe økonomiske svære beslutninger for Aarhus Kommune, og at Bundsgaard ønsker, at det samarbejde skal fortsætte.

Afviser rygter

På valgaftenen var der rygter om, at Bundsgaard på forhånd havde lovet Thomas Medom fra SF en rådmandspost.
“Det kan jeg afvise fuldstændig. Der var ikke indgået aftaler på forhånd. Det eneste, vi havde aftalt, var, at vi skulle tale sammen i valgforbundet,” siger Jacob Bundsgaard.
Han forstår dog godt, at Enhedslisten synes, det er ærgerligt, at partiet ikke har fået nogen rådmandspost.
“Resultatet er givet af vælgerne, og Enhedslisten havde ikke fået stemmer nok til selv at bestemme,” siger Bundsgaard.

Som at være til eksamen

For mange var det nok ikke den store overraskelse, at det blev Jacob Bundsgaard, der blev byens borgmester, men alligevel var han spændt på valgdagen.
“Det er jo en dag, hvor man venter i spænding. Selve genvalget havde alle nok regnet med, men jeg var naturligvis spændt på, at se hvordan resultatet faldt ud. Det er ligesom, når man er til eksamen, hvor man står uden for døren og venter på at få sin karakter. Her er det bare næsten et helt døgn, man venter,” siger Bundsgaard.
Han fik 39.237 personlige stemmer, mens Enhedslistens spidskandidat, Maria Sloth til sammenligning fik 2.739.