Fortsæt til indhold

Aarhus-skønhed på vej til Korea

Kirstine Richter har vundet titlen som “World Miss University Denmark 2013”

Samfund
Line Hitz

I august måned vandt 20-årige Kirstine Richter fra Aarhus titlen som Danmarks smukkeste universitetsstuderende. Nu skal hun repræsentere Danmark i den internationale finale i Korea, hvor der ikke kun er fokus på hvide tænder og lange ben, men også miljø, samfund og klima.
“Der er ingen bikinirunde, selvfølgelig ser de på vores udseende, men det er lige så vigtigt, at du ved, hvad du står for. Vi skal blandt andet udføre samfundstjeneste, velgørenhedsarbejde og debattere miljø og klima,” siger Kirstine Richter, som til dagligt læser medievidenskab på Aarhus Universitet på 3. semester.
Hun har ikke tidlig arbejde som model, og egentlig var hun slet ikke interesseret i at gå til casting, men så lod hun sig alligevel overtale.
“ Jeg havde en fordom, om at skønhedskonkurrencer var ret overfladiske, men da jeg fandt ud af, at det handlede om samfund og miljø, så synes jeg det er en rigtig spændende mulighed,” siger Kirtine Richter og fortsætter.
“ Til finalen i København tog jeg det ikke så højtidligt, og jeg var ikke nervøs, og det gjorde det hele til en rigtig god oplevelse.”

Aarhus Universitet

Kirstine Richter har allerede fået tilbudt en modelkontrakt ved det aarhusianske modelbureau Le Management, men hun regner ikke med at arbejde fuldtid model, når hun vender tilbage fra Asien.
“Jeg vil gerne have det som et studiejob, men jeg vil stadigvæk færdiggøre min uddannelse, og måske arbejde indenfor mediebranchen i fremtiden,” siger hun.