Unge talenter inviteres ind på Aros
Allerede nu søger museet unge kunsttalenter mellem 12 og 18 år til kunstprojekt i vinterferien
Aros vil gerne være med til at styrke næste generation af kunstnere og inviterer derfor for tredje gang til junior biennale.
Til Catch 14 bliver Vestgalleriet på museet i vinterferien omdannet til værksted for de 12-18-årige med dertilhørende lounge og musik.
Assisteret af fire professionelle kunstnere har de unge ni dage til at lave kunstprojekter, der udstilles samme sted fra den 1. marts.
"De unge kommer til at knokle hver dag fra kl. 10.30 til kl. 17," siger formidlingsinspektør på Aros, Birgit Pedersen.
Aros opfordrer derfor nu alle unge mellem 12 og 18 år til at melde sig til projektet.
Museet har allerede valgt de fire professionelle kunstnere, der skal inspirere og vejlede de unge talenter gennem projektet.
"Vi har valgt fire meget spændende kunstnere, der alle er fulde af liv, og alle laver kunst med et tvist. Et af formålene er jo netop at udfordre de unge. At de skal få øje på, at kunst faktisk kan bruges til noget. At de kan vende alle deres små skøre tanker til noget positivt. For de er virkelig i en alder, hvor man gør sig mange tanker, om hvem man er, og hvad man gerne vil," forklarer formidlingsinspektøren.
Kan den kunst, de unge laver, overhovedet bære en udstilling?
"Ork, ja. Og udstillingen er som regel meget populær. Der er ikke et tællesystem ind til Vestgalleriet, så vi kender ikke det præcise antal gæster til udstillingen sidste gang. Men 35.000 brochurer i galleriet blev udleveret."
Tidligere år har der også været en Catch 10 og Catch 12.
"Vi har hvert år oplevet en stigende interesse for at være med. Sidste år fik vi omkring 500 ansøgninger fra de unge. I år håber vi på endnu flere. De skal bare komme ud af krogene og benytte sig af lejligheden," siger Birgit Pedersen.
Skal committe sig
De udvalgte unge kunsttalenter skal bruge ni hele dage i vinterferien på at arbejde med deres kunstprojekt.
"Vi søger unge, der er villige til at arbejde hårdt og committe sig. Vi har udvidet workshops-perioden i år, så det ikke er over to weekender, men ni dage i træk. Det, forventer jeg, vil hæve niveauet. Samarbejdet med de professionelle kunstnere bliver mere intenst, og det vil der komme superfede ting ud af."
Tidligere år er der blevet lavet både malerier, videoer. performance, fotos og skulpturer.
"Der bliver nok ikke meget, man kan hænge op på et søm. Det er altid spændende at se, hvad de unge finder på."
Birgit Pedersen vurderer, at museet maksimalt kan tage 200 unge med i projektet. Sidste år havde de valgt 110 ud af de 500 ansøgere.
Er man interesseret skal man sende en ansøgning til museet og vedlægge et billede af et værk, man har lavet.
Kommer alle de værker, som de unge laver, med på udstillingen?
"Ja, hvis kvaliteten er til det. Det er min plan at de unge også i høj grad skal være med til at selv at opstille og udforme selv udstillingen, når vi kommer så langt," siger Birgit Pedersen.