Børn som bønder under Bernstorff
Ideer som demokrati og medborgerskab har en historie. Det kan skoleklasser i Gentofte i bogstaveligste forstand opleve på egen krop i en ny kulturpakke
Børn og unge skal forholde sig til mange luftige begreber. Ord som demokrati, medborgerskab, individualisering og fællesskab kan være svære at få greb om, men med undervisningstilbuddet – kulturpakken – 'Bønder under Bernstorff' får både begreber og historie en meget konkret betydning.
I løbet af efteråret har flere skoleklasser deltaget i historiske kulturpakker om Bernstorffs bønder under jordreformerne i 1765. Den store lodtrækning, hvor den enkelte bondes skæbne blev afgjort, foregik på Bernstorff Gods, hvor bønderne var inviteret for at trække et jordlod til den jord, som fremover skulle blive deres.
I Kulturpakken inviteres eleverne på en historisk rejse i et rollespil. Pludselig er det dem, der er bønder og står overfor en alt andet end lydhør Bernstorff, der har blikket stift rettet mod fremtiden. Lodtrækningen er en central del af rollespillet, og det er ikke tilfældigt, at bøndernes voldsomme protester over det, de synes er uretfærdig behandling, ikke bliver hørt af rollespilsinstruktør Jonas Trier Knudsen - i virkeligheden blev de heller ikke hørt i 1765.
Kulturpakken 'Bønder under Bernstorff' er udviklet af Lokalhistorisk Arkiv i samarbejde med Kulturskolerne. Kulturskolerne udbyder en lang række kulturpakker til daginstitutioner, skoler og gymnasier – se mere her www.kulturskolerne.dk.