Fortsæt til indhold

Elev Skole er blandt favoritterne til innovationspris

Elev Skole er med i finalen til KL’s Innovationspris 2013 med projektet Flipped Classroom

Samfund
Grethe Bo Madsen

Med et innovativt undervisningsprojekt, Flipped Classroom, har Elev Skole taget hul på fremtidens skole.
Projektet er af Aarhus Kommune blevet indstillet til KL's Innovationspris 2013, og nu er Elev Skole udtaget til finalen som et af de tre bedste projekter ud af de i alt 84 indstillede projekter.
“Jeg er naturligvis meget glad og stolt over, at vores projekt er kommet i finalen. Og vi krydser fingre for, at vi går hele vejen,” siger skoleleder på Elev og Hårup Skole, Jens Mathiasen.

iPads og videooplæg

Efter sommerferien blev Elev Skoles femte årgang udstyret med iPads, så eleverne hjemmefra kan forberede sig til danskundervisningen ved at se video-oplæg og svare på spørgsmål til det, de har set.
Ud fra svarene kan læreren sat sætte eleverne sammen i grupper ud fra deres faglige niveau, og når timen begynder er eleverne klar til at gå i gang med det samme.

Mere tid til hver elev

“Med Flipped Classroom er det indledende oplæg fjernet fra undervisningen, og det giver læreren mere tid til at hjælpe den enkelte elev,” forklarer Jens Mathiasen, der gerne så projektet udvidet til også at omfatte andre fag såvel som andre årgange på både Elev Skole og Hårup Skole.
Forældrene til eleverne, der deltager i projektet, har taget positivt imod den nye undervisningsform.
Det gælder blandt andre Ib Holst Langberg, der er formand for skolebestyrelsen.
“Videoerne taler til mit barn i et sprog, som passer til den verden, han er en del af. Vi kan bagefter diskutere det, han har set. Det skaber optimale muligheder for, at skolen kan nå deres mål, og at alle børn bliver udfordret på deres niveau,” mener han.
KL's Innovationspris uddeles mandag 25. november.