Fortsæt til indhold

Måske nej til million

Borgerne i Ormslev vil takke nej til en million kroner fra Aarhus Kommune

Samfund
Camilla Olesen

Borgerne i Ormslev er så frustrerede over, at de har fået en million kroner til busserne i byen, at de nu overvejer at takke nej til dem.
De er ikke frustrerede over beløbet, men de er frustrerede over, at de ikke føler, at politikerne har lyttet til dem og deres behov, som Lokalavisen Aarhus Syd også beskrev for et par uger siden.
Borgerne i byen har holdt møde om sagen, og er nu nået frem til den konklusion, at hvis ikke pengene går til busser om aftenen og i weekenderne, så kan det være lige meget, og så synes de, at det er spild af skatteborgernes penge, at Ormslev skal have en million kroner til busserne, fortæller formand for Ormslev Borgerforening, Susanne Muusmann Lassen.
“Hvis ikke vi kan få de busser, vi har brug for, så siger vi nej. Der er ingen grund til at bruge penge på noget, der ikke giver mening,” siger hun.

Få 11’eren en tur forbi

Borgerforeningen er kommet med alternative løsninger til den eksisterende køreplan, hvor bus nummer 35 kører til Ormslev men ikke i weekender og om aftenen.
Borgerne foreslår derfor, at 11'eren hver fjerde gang skal køre forbi Ormslev, da det vil betyde, at deres ønsker bliver opfyldt. Et alternativ kunne være at lade 1A køre forbi Ormslev én af de gange, den kører.
SF's Jan Ravn Christensen er én af dem, der var med til at give bussen i Ormslev en million kroner, og han kan godt forstå, at borgerne er frustrerede.
“Vi skal i dialog med forvaltningen og borgerne, og så må vi politikere sørge for, at opgaven bliver løftet. Vi tror, det kan lade sig gøre, og vi skal i teknisk udvalg have et møde om det snarest muligt,” siger Jan Ravn Christensen.
Han lover, at han vil arbejde kraftigt på, at der kommer en løsning.
Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) vil invitere Ormslev-borgerne til et møde på sit kontor, hvor han vil drøfte deres forslag til, hvordan pengene skal findes, så de kan få en bus til Ormslev i weekenderne og om aftenen.
“Vi kan konstatere, at en million kroner ikke løfter opgaven. Jeg kan ikke trylle, og jeg er ikke en del af budgetforliget, men hvis borgerne har en model, der kan løse problemet, så vil jeg tage initiativ til et møde,” siger Simsek.