Fortsæt til indhold

Mit hjerte banker for landsbyerne

Henrik Müller vil gøre ligeså meget for Skanderborg, som han har gjort for Hylke, hvis han kommer i byrådet

Samfund
Arkiv

Hvorfor stiller du op?
Igennem de seneste 6 år har jeg været med til at forme drømme og set dem blive til virkelighed i lokalområdet i Hylke. Det er en drøm i sig selv, at være med til at forandre samfundet med sine egne hænder for mig. Det giver bedre løsninger, mere sammenhold og et bedre samfund. Og vigtigst af alt: det giver et bedre liv. Jeg vil gerne i byrådet, fordi jeg brænder for at gøre en forskel i vores lille del af verden.
Hvad er dine tre vigtigste mærkesager?

Mit hjerte vil altid banke for de små samfund. Levende landsbyer er med til at tiltrække folk, som ønsker et liv med højere til loftet og mere fællesskab. Vi skal bevare de små skoler, børnehaver, købmænd, idrætsforeninger og alle de andre ting, som skaber sammenhold og liv.
Jeg synes, at vores kommune er den smukkeste i landet. Det er en af vores største styrker, når vi skal tiltrække tilflyttere. God natur og muligheder for at bruge den, skaber også et bedre og sundere liv for os, der allerede bor her.
Jeg overbevist om, at nøglen til fremtidens kommune ligger i fællesskabet. Det giver bedre løsninger og et liv med mere værdi. Det er min erfaring, at vi kommer længere sammen, end vi gør hver for sig. Jeg vil skabe mere samarbejde mellem erhvervslivet, frivillige og kommunen.
Hvordan vil du gøre en forskel i byrådet?

Jeg vil gøre ligeså meget for Skanderborg, som jeg har gjort for Hylke. Jeg er uddannet inden for skovbrug. Her skal man kunne planlægge og have visioner 100 år frem. Samtidig skal man vide, hvad der er vigtigt at lave i morgen. Det tror jeg, er en god bagage at have med i byrådet.
Jeg vil gerne skabe en mere fremsynet politik i kommunen, der rækker længere end den næste dagsorden. Jeg vil ud af ”den mørke” byrådssal og lave synlige forandringer sammen med mine medborgere og virksomhederne.
Hvad er din baggrund for at gå ind i lokalpolitik?

Jeg har altid været engageret i mine omgivelser. Enten i foreninger og bestyrelser eller rent praktisk.
Politik i dag er næsten, som Storm P sagde om vejret ”Alle brokker sig over det, men ingen gør noget ved det”. Jeg synes, man har pligt til at tage et medansvar og netop ”gøre noget ved det”. Derfor er det naturligt for mig stille op til byrådet.
Hvem er dit politiske forbillede?

Det er vores borgmester Jørgen Gaarde. Han kan samle folk på tværs af kommunen og inspirere til at gøre en forskel.