Fortsæt til indhold

Tale til baglandet, ankomst til rådhuset, spillet er i gang

Til klapsalver holdt Maria Sloth tale for de fremmødte til partiets valgfest på Godsbanen og slog fast, at partiet går efter en rådmandspost. Hun er nu ankommet til rådhuset

Samfund
Christina S. Johansen

"Nu sagde værten fra DR, at han ikke var sikker på, hvorvidt vi går efter en rådmandspost. Han kunne jo bare have spurgt os. Lad mig slå fast: Ja, vi går efter en rådmandspost," sagde Maria Sloth, da hun holdt tale for de fremmødte til partiets valgfest på Godsbanen.
Folk reagerede med klapsalver og hujen.
"Giv den nu ordentlig gas alle sammen. Hvis nogen fortjener det, så er det jer," halvt råbte hun ud over forsamlingen.
Hujen og klapsalver blev om muligt endnu højere, og folk rejste sig op - nogle trampede i jorden.
Umiddelbart efter trækkede hun i jakken og bevægde sig mod rådhuset på gåben.

Spillet så småt gået i gang

På rådhuset er de første rygter allerede ved at gå. To af dem går på, hvorfor Maria Sloth som spidskandidat ikke vil have en rådmandspost. Et af rygterne hedder, at det er 25-årige Sloths alder, som er det afgørende for, at hun ikke skal have en rådmandspost.
"Det har intet med alderen at gøre. Jo, selvfølgelig i den forstand, at hvis jeg var ældre, så havde jeg nok fået min uddannelse i hus, men ellers ikke. Jeg er faktisk stor kritiker af at bedømme folks værd på baggrund af deres alder."
Det andet rygte, som er kommet Lokalavisen Aarhus for øre, er, at Enhedslisten godt ved, at hvis man er rådmand i Aarhus, så står man ikke ligefrem i byrådssalen og råber borgmesteren og den førte politik lodret imod. Ved at fordele opgaverne imellem sig, kan Maria Sloth fremstå som ægte Enhedsliste-materiale og måske ad den vej få endnu mere indflydelse i partiet på landsplan - mens Jette Jensen kan få en lukrativ rådmandspost til erstatning for sit nuværende lærerjob.
Til det siger Maria Sloth:
"Jeg regner sådan set med, at Jette Jensen godt kan tale for sig selv - det er altså muligt at tale imod i byrådssalen. Jeg kan ikke forestille mig, at Jette og jeg kommer til at stemme forskelligt - at vi skulle gå hver vores veje," siger Maria Sloth.
Spillet på rådhuset begynder så småt at gå i gang nu. På rådhuset har Maria Sloth en gruppe på fem personer med sig, blandt andet selvfølgelig Jette Jensen og nogle folk fra bestyrelsen. Men det bliver blot Jette Jensen og Maria Sloth, som decideret forhandler, når konstitueringen er i gang.
"Vi har en aftale om at sætte os sammen med S og SF fra starten, og så forventer jeg, at de Radikale bliver inviteret med. Jeg glæder mig. Jeg kan slet ikke stoppe med at smile," siger Maria Sloth.